Skip to main content

Nyheder

AIDWATCH 2025: EU’s udviklingsmidler mister fokus – ny rapport fra CONCORD kalder på langsigtet perspektiv

Den nye AidWatch-rapport fra CONCORD Europe, som markerer rapportens 20 års jubilæum, kaster et kritisk blik på EU’s og medlemslandenes brug af den officielle udviklingsbistand (ODA). Rapporten peger på, at bistandens formål bliver udvandet, når midlerne i stigende grad bruges til at fremme europæiske interesser frem for at bekæmpe fattigdom og ulighed i de mest sårbare lande.

“Global Gateway viser, hvor langt EU’s brug af udviklingsmidler har bevæget sig væk fra sit oprindelige formål. EU ønsker at styrke sin egen konkurrenceevne, men bruger midler, som i udgangspunktet burde gavne partnerlandene – til at støtte europæiske private investeringer verden over. EU må sikre, at udviklingsbistanden skaber reelle, positive resultater for befolkningerne i partnerlandene,” udtaler Tanya Cox, direktør i CONCORD Europe.

Rapporten konkluderer, at ODA i stigende grad bliver brugt som et redskab til at styrke EU’s geopolitiske position – blandt andet gennem Global Gateway-programmet – i stedet for at støtte fattigdomsbekæmpelse, menneskerettigheder og lokalt lederskab i partnerlandene.

Samtidig viser rapporten, at EU’s samlede udviklingsbistand faldt fra 0,53 % til 0,47 % af BNI mellem 2023 og 2024. Syv EU-lande – herunder flere af de største bidragydere som Tyskland, Frankrig og Sverige – har allerede annonceret eller gennemført yderligere nedskæringer, hvilket betyder at faldet forventes at være endnu større i 2025.

Danmark: Højt niveau – stort ansvar

Danmark fremhæves i rapporten som et af de få EU-lande, der fortsat når det internationale mål om at afsætte 0,7 % af BNI til udviklingsbistand. I 2024 lå den danske ODA på 23,9 mia. kr. (3,21 mia. euro) – en stigning på knap 400 mio. euro fra året før. Men som rapporten pointerer, skyldes stigningen ikke øget ambition, men tekniske reguleringer som følge af et uventet BNP-hop og manglende opfyldelse af målet i 2022.

AidWatch 2025 Denmark bemærker, at Danmark med sin nye udviklingspolitiske strategi fra 2025 fortsat prioriterer civilsamfund, lokalt lederskab og menneskerettigheder. Samtidig peger analysen på, at Danmark i stigende grad kobler bistand sammen med økonomisk diplomati og sikkerhed og bruges til mobilisering af private investeringer, hvilket risikerer at underminere bistandens formål om fattigdomsbekæmpelse og støtte til de mindst udviklede lande.

Udviklingsmidler under pres

2025 markerer et vendepunkt for internationalt udviklingssamarbejde. Efter fem års stigning i ODA-niveauet er flere europæiske lande begyndt at skære ned. Den samlede EU-andel af bruttonationalindkomsten brugt på udviklingsbistand faldt fra 0,53% i 2023 til 0,47% i 2024 – et fald, der især rammer de mest sårbare lande.

Rapporten fremhæver, at kun 0,12% af EU’s BNI gik til de mindst udviklede lande (LDCs) i 2023 – et niveau, der ikke har ændret sig i tre år. Samtidig er lån gennem EU’s Global Gateway til mellemindkomstlande steget med 23%. Det står i skarp kontrast til EU’s løfte i Verdensmålene om at prioritere de lande, der er længst bagud.

Udvanding og overrapportering

Ifølge rapporten tæller EU og medlemslandene i stigende grad udgifter som udviklingsbistand, der ikke lever op til de officielle kriterier – herunder nationale flygtningeudgifter og lån til private investeringer. Det betyder, at mere end hver femte euro, der rapporteres som ODA, reelt ikke bør tælles som bistand.

Tre lande – Tyskland, Frankrig og Italien – står alene for en overrapportering, der overstiger den samlede bistand fra Østrig, Belgien, Danmark, Spanien og Finland tilsammen.

En opfordring til reform

CONCORD opfordrer EU og medlemslandene til at reformere styringen af udviklingsbistand og give partnerlande reel indflydelse på, hvordan midlerne bruges. Det betyder blandt andet:

  • At ODA skal forblive bistand, ikke lån eller investeringer bundet til europæiske interesser.
  • At de mindst udviklede lande og skrøbelige stater skal prioriteres med flere tilskud.
  • At rapportering og styring af ODA skal reformeres, så partnerlande og civilsamfund får en stemme i beslutningsprocesserne.
  • At EU skal hæve ambitionsniveauet for at nå målet om 0,7 % af BNI til udviklingsbistand og genvinde sin troværdighed som global aktør.
  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Lyngbyvej 100
2100 København Ø

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus