Når fleksibilitet bliver afgørende: Ny rapport sætter fokus på Danmarks og EU’s tilgang til finansiering af globalt engagement
Hvordan kan Danmark og EU sikre, at udviklingsmidler bruges effektivt, fleksibelt og med reelt lokalt lederskab? Det spørgsmål stiller Globalt Fokus i en ny rapport, der undersøger, hvordan de finansielle rammer i Danmark og EU understøtter – eller udfordrer – sammenhængen mellem det humanitære, udviklings- og fredsopbyggende arbejde (HDP-nexus) og målet om lokalt lederskab.
I en tid, hvor behovene vokser og den officielle udviklingsbistand (ODA) presses af nationale og geopolitiske hensyn, bliver det afgørende, at de finansielle instrumenter kan reagere hurtigt og effektivt på omskiftelige kontekster og lokale behov. '
Et oplagt tidspunkt for refleksion
Rapporten Enhancing Financing Modalities: Danish and EU Approaches to the HDP Nexus and Localisation udgives i forbindelse med Danmarks EU-formandskab og skal sætte gang i en samtale om, hvordan Danmark og EU kan sikre mere sammenhængende og fleksible finansieringsrammer.
EU er ved at forhandle den kommende flerårige finansielle ramme, der blandt andet kommer til at danne rammen om EU's udviklings- og humanitære engagement fra 2028-2034. Det er derfor et oplagt tidspunkt at åbne op for samtalen om, hvordan man bedst kan sikre finansieringsmodaliteter, der integrerer humanitært, udviklings- og fredsopbyggende arbejde og sikrer lokalt lederskab på EU-niveau. Danmark har redskaberne og metoden, men der er et uudnyttet potentiale
Rapporten fremhæver, at Danmark har en stærk tradition for at prioritere lokalt lederskab og fleksibilitet på tværs af det humanitære, udviklings- og fredsopbyggende felt. Særligt de flerårige Strategiske Partnerskabsaftaler med civilsamfundet og muligheden for at omallokere midler på tværs af humanitære indsatser og langsigtet udvikling nævnes som eksempler på gennemtestede finansieringsmodaliteter, der kan inspirere EU og andre EU-medlemslande.
EU’s komplekse struktur udfordrer de gode intentioner
På EU-niveau peger rapporten på, at selvom EU's finansielle arkitektur indeholder elementer, der understøtter HDP-nexus på det systemiske niveau, så oplever de implementerende aktører ikke, at den intenderede forudsigelighed og det lokale lederskab er implementeret systematisk på tværs af indsatser. Rapporten anerkender, at der er gode intentioner i EU's finansieringsstruktur, men at implementeringen ikke altid afspejler de gode intentioner, blandt andet fordi mange styringslag og høje compliancekrav gør det svært at tilpasse finansiering til skriftende kontekster og behov.
Rapporten understreger samtidig, at den stigende brug af garantier og lån kan skubbe midler væk fra indsatser i skrøbelige kontekster – hvor behovet for fleksibel finansiering er størst – til fordel for projekter med større økonomisk afkast i stabile lande.
Otte anbefalinger til mere effektiv udviklingsfinansiering
Rapporten præsenterer otte anbefalinger til, hvordan EU kan styrke sin finansielle arkitektur og bedre understøtte HDP-nexus og lokalt lederskab. Anbefalingerne peger på indsatser på tre områder
- Instrumentdesign og finansiel arkitektur, der er fleksibel og kan tilpasses på tværs af humanitære og udviklingsindsiger
- Styrket lokalt lederskab og lige adgang for lokale aktører
- Risikovillighed og ansvarlighed i implementeringen med fleksible midler og lokalt lederskab.
En fælles opgave for Danmark og EU
Rapporten konkluderer, at Danmark med sine eksisterende finansieringsmodeller har et solidt afsæt for at inspirere EU til at udvikle mere sammenhængende og fleksible løsninger.
Samtidig bør Danmark bruge formandskabet som anledning til at rejse diskussionen om, hvordan vi sikrer, at finansieringsmodaliteter bidrager til lokalt ejerskab og understøtter indsatser, der både fremmer humanitære behov og langsigtet bæredygtig udvikling – og ikke udelukkende til opfyldelse af geopolitiske interesser.
Rapporten er udarbejdet som led i det EU-finansierede projekt “Towards an open, fair and sustainable EU”
- Oprettet den .