I samarbejde med CAN Europe skød Globalt Fokus efteråret i gang med at samle nationale og internationale klimaaktører til konference, om hvordan vi sikrer en succesfuld og inkluderende COP30. Over 70 aktører fra både dansk og internationalt civilsamfund, erhvervsliv, forskning og politik var samlet i København til paneldebatter, dialog og vidensudveksling.

”Vi er nødt til at ændre narrativet. Vi har gjort det samme i 15–20 år.” Ordene kom fra Mijael Kaufman Falchuk, direktør i den argentinske organisation Consciente Colectivo og repræsentant for Escazú-aftalen i Latinamerika, og satte tonen allerede i konferencens første panel på Dansk Arkitektur Center torsdag den 4. september 2025.  

Her samlede Globalt Fokus og CAN Europe over 70 aktører fra både dansk og internationalt civilsamfund, erhvervsliv, forskning og politik til konferencen Together for Global Climate Action Towards COP30 – The Foundation, Framework and Future of Climate Democracy.  

Baggrunden er alvorlig: Klimakrisen eskalerer, og samtidig er civilsamfundets råderum under pres i mange lande. Et presserende spørgsmål er derfor; hvordan kan vi forene behovet for hurtig klimahandling med demokratiske processer, rettigheder og inklusion. 

Hvordan ser en succesfuld COP30 ud? 

Med Københavns havn og det danske udenrigsministerium som baggrundskulisse satte konferencens keynote speaker Michel Forst, FN specialrapportør for klimarettighedsforkæmpere under Aarhuskonventionen, scenen med beretninger om forfølgelse af klimaforkæmpere globalt, og hvordan tidligere klimatopmøder har begrænset civilsamfundets deltagelse. Specialrapportøren afsluttede med en direkte opfordring til de fremmødte politiske beslutningstagere: “Jeg opfordrer særligt Danmark, som indehaver af EU-formandskabet, til at udvise lederskab i beskyttelsen af klimaforkæmpere og i fremme af deres sikre og meningsfulde deltagelse på COP30."  


 

Herefter blev konferencens første paneldeltagere bedt om at svare på, hvordan en succesfuld COP30 ville se ud. For nogle handlede det om finansiering, politisk ambition og konkrete planer for implementering af klimamål og -planer. Og for mange var det helt afgørende at skabe plads til de stemmer, der alt for ofte mangler ved forhandlingsbordet: unge, oprindelige folk, lokalsamfund og de klimaaktivister og -forkæmpere, der står forrest i klimakampen. For selvom COP30 i år for første gang i mere end et årti finder sted i Latinamerika, vil deltagerlisten og stemmerne stadig være domineret af repræsentanter fra det globale nord.  

Hele dagen blev det gentaget med forskellige ord og vinkler: Klimakrisen er også en demokratisk krise. Hvis vi vil hæve de politiske ambitioner, skal vi sikre miljø- og rettighedsforkæmperenes råderum, og hvis vi vil gøre alvor ud af klimaaftalerne, skal befolkningen være med til at definere løsningerne.  

Højere tempo eller mere retfærdig? 

For mange af paneldeltagerne var der en gennemgående frustration over, at fokus i de internationale forhandlinger alt for ofte ligger på tempo. ”Vi skal ikke kun bevæge os hurtigere, vi er nødt til at gå i dybden,” understregede FN’s specialrapportør for menneskerettigheder og klimaforandringer, Elisa Morgera. En grøn omstilling, der skynder sig uden at være forankret i menneskerettigheder og reelle demokratiske processer, bliver hverken retfærdig eller holdbar. 

Flere talere insisterede på, at vi må turde stille det grundlæggende spørgsmål: Hvem er det egentlig, der drager fordel af den grønne omstilling, som den ser ud i dag?  

For mens vi i Europa taler om Just Transition, er der stadig alt for mange, der oplever den grønne omstilling som en fortsættelse af en uretfærdig udvinding af ressourcer i det globale syd, blot med et nu grønt formål. ”Uden en 'Just Proces' bliver der ingen 'Just Transition” som Laura Restrepo Alameda fra Climate Action Network (CAN) Latin America sagde det fra scenen. 

En tilbagevendende pointe gennem dagen, var at klimakrisen kræver, at vi tør gøre op med magtforhold, uligheder og en grøn omstilling, der alt for ofte sker på bekostning af menneskers livsgrundlag og basale rettigheder. Eller som den unge klimaaktivist fra Dubai, Ayshka Najib, formulerede det "Jeg ved ikke, om det bare er mig, der oplever et déjà-vu. Men det her (red. Vestens udvinding af mineraler til den grønne omstilling) lyder som en genindspilning af kolonialisme."  

Risiko for ‘tokenisme’ 

Et andet tilbagevendende tema i diskussionen om inklusion i klimaforhandlinger drejede sig om, hvordan man sikrer, at deltagelsen fra civilsamfundet og miljøforkæmpere bliver meningsfuld og ikke blot en overfladisk øvelse. Den ugandiske klimaaktivist Nyombi Morris fortalte om hans egen oplevelse med at blive inviteret ind i politiske processer, men ikke blive lyttet til. Nyombi pegede på, hvordan regeringer nogle gange bruger aktivisters tilstedeværelse som et bevis på inklusion, uden at lytte til dem: "Det handler ikke om bare at være til stede i rummet. Det handler om at blive hørt og behandlet som en ligeværdig partner.” 

Han understregede, at klimabevægelserne i det globale syd mangler midler og adgang for at kunne deltage i COP´er på lige fod, og at forandringskraften ligger i reelle partnerskaber, ikke symbolsk repræsentation og tokenisme.  

Konferencens afsluttende klimaborgerting stillede også skarpt på inklusion og magt. Ayshka Najib fra People's Climate Diplomacy Program sagde: ” Vi bliver ofte spurgt: 'Hvor mange?' Hvor mange kvinder skal sidde med ved bordet? Hvor mange minoriteter? I stedet stiller jeg et andet spørgsmål: Hvor meget magt er I villige til at give?” Hun satte dermed ord på den samme bekymring om tokenisme, som Nyombi Morris var inde på: At unge, minoriteter og marginaliserede grupper nogle gange inviteres ind i rummet men uden reelt at få indflydelse.  

Ayshka Najib mindede i dagens sidste panel samtidig om, at reel forandring og klimahandling kræver, at vi forlader vores ’comfortzone’: ” Du kan ikke starte en revolution uden ubehag. Hvis du føler dig alt for komfortabel, gør du noget forkert." 

Et fælles ansvar 

På tværs af konferencens paneler blev det tydeligt, at klimakrisen kun kan håndteres gennem fælles ansvar og nye former for samarbejde. Fra erhvervslivet lød der en klar invitation til tættere partnerskaber med civilsamfund og politikere, og forskningsverdenen mindede os om, at mange af de nødvendige værktøjer allerede findes. Udfordringen ligger i at bruge dem og at gøre det på en måde, der både er demokratisk og retfærdig. 

Som Rodion Sulyandziga fra IWGIA formulerede det: ”Vi har ikke en planet 1, 2 eller 3. Det er et fælles ansvar – og det skal forvaltes i fællesskab.” 

På tværs af salen blev der nikket. For mens både klimaet og demokratiet er under pres, blev det tydeligt i København, at det også er gennem demokratiske processer, vi skal finde svarene på klimakrisen. COP30 i Belém bliver ikke kun en test af landenes klimaambitioner, men af vores evne til at insistere på, at løsningerne skal findes i fællesskab, med rettigheder, deltagelse og ansvarlighed som fundament.