Kære politikere, se jer omkring i verden. Det er et klimahandlingsvalg

På tirsdag skal vi til valg midt i en krisetid. Kriser, som millioner af danskere mærker på helt tæt hold. Vi mærker, hvordan inflationen, energi- og sikkerhedskrisen vækker stærk bekymring i samfundet, hos vores familier - og hos os selv. Alligevel insisterer vi til det sidste på klimavalg – eller snarere et klimahandlingsvalg.

For når vi gennem de seneste måneder ser en tredjedel af Pakistan under vand, tørke på Afrikas Horn og de voldsomste orkaner, Caribien og USA har oplevet i nyere tid, kan der ikke herske tvivl om, at en ambitiøs og handlekraftig håndtering af klimakrisen ikke kan sættes på standby, mens vi håndterer andre alvorlige kriser. Klimakrisen er stadig vores tids største udfordring, men vores politikere leverer stadig ikke på deres klimaløfter, hverken i Danmark eller globalt.
 

Af: Elise Sydendal, klimaaktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse og Rasmus Stuhr Jakobsen, formand i Globalt Fokus

Konsekvenserne af klimaforandringerne banker ikke på danskernes døre i samme håndgribelige grad, som de stigende energipriser gør i disse dage. Men i verdens mest udsatte regioner rammer inflationen og de stigende fødevare- og energipriser hårdt, samtidigt med at klimakatastrofer udsletter hele lokalsamfund og sender millioner af mennesker på flugt - og i endnu mere ekstrem fattigdom end den, de allerede lever under. Den virkelighed har vi i Danmark og resten af de rige industrialiserede lande været med til at skabe, da vi historisk set er de største udledere af CO2. Den virkelighed kan vi ikke tilsidesætte under en valgkamp. Det er vores og kommende generationers fremtid, der er på spil, hvis ikke vi nu -og mere end nogensinde før - insisterer på at se, forstå og løse kriser holistisk, globalt og retfærdigt.

Hvad bliver der af jeres grønne løfter?
Ved sidste valg gav vi vores grønne stemmer til politikere med klimaløfter, de endnu ikke har indfriet. På samme måde har Danmark og verdens rigeste lande fortsat ikke indfriet de klimaløfter de gav verdens fattigste og mest klimaudsatte lande i 2009 under COP15 i København og igen i 2015 i Paris.

På COP15 i 2009 i København forpligtede verdens rige lande sig til at betale 100 mia. USD om året i klimafinansiering til udviklingslandene[1] hvert år fra 2020-2025. Halvdelen af disse penge skal ifølge Parisaftalen fra 2015 gå til klimatilpasning, så udviklingslandene får en chance for at modstå de voldsomme klimaforandringer, de oplever allerede nu. Sagt på en anden måde - så de ikke skal ende i den situation, som Pakistan oplever lige nu efter oversvømmelserne, eller som Mozambique oplevede i 2018, da orkanen Idai ramte landet og ødelagde grundlæggende infrastruktur. Et afgørende element i denne internationale forpligtelse er, at de 100 mia. kr. om året er “nye og additionelle midler”. Dét er for at undgå, at klimapengene bliver taget fra den allerede eksisterende udviklingsbistand, hvis hovedformål er at bekæmpe fattigdom og ulighed i udviklingslandene.

Klimakrisen forværre fattigdommen og uligheden
Danmarks fair andel af de 100 mia. er 5 mia. kr om året. Men det løfte er langtfra blevet indfriet. Derfor har Danmark nu oparbejdet en klimagæld til verdens fattigste, og størstedelen af de klimapenge, vi så betaler, tages fra udviklingsbistanden.

Klimakatastroferne, verden oplever, er direkte årsag til, at millioner af mennesker mister deres hjem og livsgrundlag her og nu. Børn og unge mister retten til skolegang, gravide kvinder føder under usikre forhold, og familier mister deres ejendele, adgang til naturressourcer og deres kulturarv. Desuden forværrer klimakrisen eksisterende kriser - om det er fattigdom, mangel på rent vand eller fødevareusikkerhed. Derfor vokser behovet for udviklingsbistand i takt med, at klimakrisen raser, og det er derfor både usolidarisk og uretfærdigt, at Danmark betaler sin klimagæld ved at tage fra den kasse, der skal bekæmpe den stigende global fattigdom og ulighed. Det eneste retfærdige at gøre er at indfri løftet om, at klimabistanden skal være ‘ny og additionel’ til udviklingsbistanden. Alt andet er at give med den ene hånd og tage med den anden. 

Danmark svigter en fælles global retsfølelse

Når Danmark sammen med de rige lande ikke lever op til deres globale  klimaforpligtelser, er det ikke alene ødelæggende for klimasårbare lande - det er også undergravende for international klimahandling generelt og ødelæggende for en fælles global retsfølelse. Hvis vi med det største ansvar og stærkeste skuldre ikke overholder vores aftaler med andre lande, hvordan kan vi så være sikre på, at andre lande overholder deres aftaler med os?
 

Indien huser 17 procent af verdens befolkning, men udleder kun 6,6 procent af verdens CO2[2]. I 2018 udledte den gennemsnitlige inder 1,8 ton CO2, mens den gennemsnitlige dansker udledte over 5,7 ton ifølge Verdenbankens forsigtige beregninger. Til gengæld er Indiens CO2-udledning hurtigt voksende, og landets målsætning er først at være CO2-neutral i 2070.  Vi får brug for Indien og de andre lav- og mellemindkomstlande i den grønne omstilling. Vi kan ikke afværge klimakrisen alene. Derfor skal vi netop vise disse lande og deres unge generationer, at vi tager ansvar og fører an i klimahandling og betaler vores klimagæld. Også når andre kriser rammer os selv.
 

I takt med at den globale opvarmning stiger, vil verden kun blive ramt af flere og flere kriser. Hvis ikke vi handler på klimaet med den hastighed og alvor, der er brug for - og hvis ikke vi formår at sammentænke løsningerne på kriserne samtidig - når vi aldrig vores klimamål, og skaderne af klimakrisen vil kun forværres.  
 

Så kære politikere; dette er et klimavalg, og der er brug for konkret klimahandling mere nu end nogensinde før. Vis os, at I tager Danmarks ansvar alvorligt, for vi – sammen og i solidaritet med millioner unge fra hele verden - kræver global klimaretfærdighed nu!

-------------- 

^[1] De lande, der er omfattet af finansieringsforpligtelser under FN’s klimakonvention, er de  23 stater, der alle var medlemmer af OECD i 1992, da klimakonventionen blev indgået. Nordamerika: USA, Canada. Europa: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Norge, Irland, Island, Italien, Portugal, Schweiz, Spanien, Storbritannien & Nordirland, Sverige, Tyskland, Østrig, EU. Asien: Japan. Oceanien: Australien, New Zealand.

^[2] https://energiwatch.dk/Energinyt/Politik___Markeder/article12962373.ece