Akutpuljen Claim Your Space har det seneste halvandet år støttet over 100 menneskerettighedsforkæmpere i fare med finansiering til alt fra juridisk bistand til sikring af nye og sikre opholdssteder. Globalt Fokus har i pilotfasen af Claim Your Space høstet mange værdifulde erfaringer, der danner grundlag for en ny analyse af, hvordan man udvikler bedre lokalt forankrede funding og støttemekanismer.  

 

“Mange er blevet dræbt i afhøringscentrene. Vi er udsat for større risici og oplever øgede vanskeligheder med at fortsætte vores ikke-voldelige bevægelse, fordi mange mennesker er blevet arresteret. Muligheden for at kunne arrangere og flytte til sikre opholdssteder med støtte fra Claim Your Space har mindsket sikkerhedstruslen, og jeg har kunne fortsætte mit arbejde for bevægelsen.” Sådan skriver en anonymiseret aktivist fra Myanmar til Globalt Fokus efter at have modtaget støtte fra akutpuljen Claim Your Space, som blev oprettet i starten af 2021 for netop at støtte rettighedsforkæmpere i fare.

 

Alvoren er ikke til at tage fejl af, når Globalt Fokus læser de mange ansøgninger og tilbagemeldinger fra civilsamfundsaktører rundt omkring i verden, der har modtaget støtte gennem Claim Your Space i det første år af den 2-årige pilotfase. Fra Myanmar til Uganda og Bangladesh til Burkina Faso oplever danske organisationers lokale partnere hårde og voldelige nedslag og et stadig mere begrænset og farligere handle- og råderum.

 

Civilsamfundsaktører i fare kan ikke vente i den bureaukratiske kø 

Det seneste halvandet år har Globalt Fokus gennem Claim Your Space kunnet yde hurtig og fleksibel finansiel støtte til 127 individuelle rettighedsforkæmpere, der har været truet på deres sikkerhed, som direkte konsekvens af deres kamp for menneskerettigheder og demokrati. I alt har akutpuljen uddelt 2.244.363 kr. til ansøgere fra 10 forskellige lande, der samarbejder med danske organisationer.

 

Fleksibilitet, hurtighed og risikovillighed er nøgleord i Claim Your Space. Globalt Fokus´ politiske rådgiver Anna Rørbæk Abildgaard, der har fokus på menneskerettigheder og rapid response-mekanismer, og puljerådgiver Kristian Kopp forklarer, at den virkelighed, som titusindvis af civilsamfundsaktører operer i, kalder på, at samarbejdspartnere og donorer i større grad tilpasser og omstrukturerer støttemulighederne til de lokale behov og ikke omvendt:

 

“Når vores medlemmers lokale partnere i Myanmar trues på livet af militæret, fordi de forsvarer ytringsfrihed og demokrati, eller når LGBT+ rettighedsforkæmpere i Uganda udsættes for vold og trusler grundet deres kamp for ligestilling, er der ikke tid til at afsøge ressourcekrævende og bureaukratiske puljer og funding med mange krav og lange processer og behandlingstid. De har brug for akut og konkret finansiel hjælp her og nu til at søge tilflugt til sikrere opholdssteder, betale hospitalsregninger eller søge juridisk bistand,” forklarer Anna Rørbæk Abildgaard.

 

Hurtige og fleksible støtte skal gå hånd i hånd med det langsigtede udviklingssamarbejde 
Gennem pilotfasen, behandling af de mange ansøgninger og det tætte samarbejde med medlemmer og partnere har Globalt Fokus høstet mange erfaringer og læringer om, hvordan man bedst støtter civilsamfundsaktører i fare, og hvordan organisationer og donorer kan skabe, styrke og fremme bedre rammer og støttemekanismer, der er skruet sammen efter de konkrete lokale behov og virkeligheder, som civilsamfundet i frontlinjen oplever.

 

Det er disse mange erfaringer, der er udgangspunkt for Globalt Fokus´ nye analyse ´Claiming Civic Spaces Together´, som udkommer i dag. Gennem analysen ser Globalt Fokus på de tendenser, der tegner sig i forhold til lokale behov, når lokale partnere udsættes for nedslag og statslige indgreb grundet deres kamp for menneskerettigheder og demokrati.

 

“Dansk civilsamfund og dansk udviklingsbistand løfter en kæmpe opgave i at støtte, beskytte og fremme civilsamfundet i det globale Syd gennem vores langsigtede udviklingssamarbejde. Men i en global virkelighed, hvor dem, der står i front for kampen for menneskerettigheder, bliver mere og mere udsat, vokser behovet for, at vores langsigtede støtte går hånd i hånd med hurtige, ubureaukratiske, risikovillige og fleksible funding. Det er sådan en støttemekanisme, som Claim Your Space skal være, “ siger politisk rådgiver Anna Rørbæk Abildgaard og fortsætter:

 

CYS anbefalinger

“For at opnå den efterspurgte fleksibilitet er vi hele tiden meget optaget af at lytte til de lokale behov og tilbagemeldinger, vi får,
så vi kan justere processerne samtidig med, at vi forvalter puljen. Det er de erfaringer vi har samlet i den nye analyse, hvor vi
også kommer med anbefalinger til, hvordan vi sammen med donorer kan forbedre støtten til menneskerettighedsforkæmpere i fare,” forklarer Anna Rørbæk Abildgaard.

  

I den nye analyse præsenterer Globalt Fokus en tematisk og geografisk kortlægning af den støtte, der er blevet bevilget gennem den første pilotfase af Claim Your Space, som fortsætter til udgangen af 2022. Formålet med den nye analyse ´Claiming Civic Spaces Together´ er at dele erfaringer, men i lige så høj grad at åbne op for en fælles dialog om, hvordan vi sammen kan udvikle mere fleksible og inkluderende funding og støttemekanismer, der tager udgangspunkt i lokale behov.

 

Læs analysen og dens anbefalinger her.

 

Læs mere om Claim Your Space her.

0
0
0
s2smodern
powered by social2s