Globalt Fokus deltog i november måned for første gang til FN’s klimatopmøde, COP26 i Glasgow. Vi gør status. 

 

Globalt Fokus rejste for første gang til FN’s klimatopmøde (COP26 i Glasgow) med en ambition om at være en stemme for de tusindvis af klima- og rettighedsforkæmpere der var forhindret i at deltage pga. corona-restriktioner, og de millioner af klimaudsatte mennesker, de repræsenterer. Det viste sig at være en dagsorden, der var mere presserende end nogensinde før, og som civilsamfund har vi en vigtig opgave med at give de klimaudsattes budskaber endnu større lydstyrke i tiden frem mod COP27. 

 

Kampen for klimaretfærdighed er en kamp, der både indebærer ambitiøse globale reduktioner, finansiering til klimatilpasning, anerkendelse af naturen som en global værdi – både for de mennesker der lever af den, og for de reduktioner af drivhusgasser, der skal beskytte kloden - og sikring af at der sættes lighedstegn mellem klimaindsatser, fattigdomsbekæmpelse og beskyttelse af marginaliserede grupper. COP26’s uendeligt mange dagsordenspunkter og lange og komplicerede beslutningstekster afspejlede dette meget klart. Der er ingen tvivl om længere, at de 197 lande, der har tilsluttet sig FN’s klimakonvention siden 1992, i dag er enige om, at vi står overfor alvorlige, menneskeskabte klimaforandringer, der kun kan forebygges med drastiske globale reduktioner i forbrug og udledninger.

 

Men der slutter enigheden så også. Mens mange, især rige og industrialiserede lande, gik til COP26 med et budskab om, at vi kan opfinde os til globale reduktioner gennem ny og innovativ teknologi og privat finansiering, gik mange, især fattige og klimaudsatte lande, til COP26 med et budskab om, at de har brug for et massivt løft i bistanden nu og her, hvis de overhovedet skal have en chance for at overleve de klimaforandringer, der allerede har ramt, og som vil ramme endnu hårdere i de kommende år. For mange steder i verden handler det ikke længere bare om at tilpasse sig klimaforandringerne, det handler om at genopbygge samfund, der er ødelagt. Resultatet af denne meget polariserede debat blev the Glasgow Climate Pact, som især bærer præg af de industrialiserede landes ønske om at sætte ambitiøse mål i deres eget tempo, og hvor de klimaramte landes behov blev udvandet og i bedste fald udsat til næste COP. 

 

Her giver vi et overblik over resultaterne fra COP26 set fra det globale Syd og med udgangspunkt i de fem budskaber, som Globalt Fokus rejste til Glasgow med. 

Du kan læse Globalt Fokus’ fem budskaber til COP26 her.

 

De rige lande skal sætte ambitiøse mål for deres udledninger så vi ikke overstiger 1,5 graders temperaturstigning globalt 

IParisaftalen fra 2015 satte de fleste af verdens lande et fælles mål om at den globale temperaturstigning ikke  overstige 1,5 grader. Men det er op til landene selv at definere,hvor meget og hvornår de vil reducere deres udledninger igennem deres nationale klimaplaner. Lige inden COP26 kom det frem, at hvis man lægger de nuværende planer sammen, kommer vi til at se en temperaturstigning på 2,7 grader. Derfor ville en sejr på COP26 have været at forpligte landene til at udfase fossile brændsler og fremlægge mere ambitiøse planer for drivhusgasreduktioner. Samtidig var det et håb at reglerne for handel med CO2-kvoter – også kendt som Parisaftalens Artikel 6 ikke gav mulighed for at snyde på vægtskålen ved fx at givebåde sælger og køber mulighed for attælle CO2-reduktionerne med i deres nationale regnskaber.

 

Med Glasgow Climate Pact nævnte man for første gang i en klimaaftale fossile brændsler som en kilde til klimaforandringer, og det blev vedtaget at landene allerede næste år skal øge ambitionerne i deres nationale planer frem mod 2030, og vise hvordan deres CO2-udledninger rammer ‘net zero’ - det vil sige at de samlet set går i nul - inden 2050.Forhandlingerne om Artikel 6 endte med en halv succes for klimaet, hvor ’dobbelttælling’ er blevet forbudt, men der stadig er mulighed for at bruge sine gamle kvoter som bevis på CO2-reduktioner i fremtiden.Det er det, der af mange kaldes ’varm luft’.

 

Samtidig lancerede forskellige landealliancer deres egne forpligtelser til bl.a. afskovning, stop for offentlig støtte til fossile projekter i udlandet, og udfasning af metangasser. Danmark og Costa Rica stod bag en Beyond Oil and Gas Alliance” (BOGA), hvor 12 lande og regioner nu har sagt, at de vil stoppe med at lede efter olie og gas.Men der er stadig langt fra at sætte sig et mål og rent faktisk at indfri det. Derfor er det stadig de nationale klimaplaner der står og venter i kulissen, og det er der vi som civilsamfund skal kigge på for at se, hvordan den grønne omstilling i virkeligheden går.

 

Læs Lars Koch fra Action Aid’s opsamling på COP-resultatet med fokus på bl.a. fossile brændstoffer og de rige landes ambitioner

Læs Vedvarende Energis opsamling på COP-resultatet med fokus på bl.a. globale udledninger

 

De rige lande skal levere de penge, de allerede har forpligtet sig til at give til klimatilpasning og grøn omstilling i udviklingslandene   

Lige da COP26 startede, udgav FN’s miljøprogram deres sjette Adaptation Gap Report. Den viste at udviklingslandenes behov for midlertil klimatilpasning er 5-10 gange større end de penge, der er til rådighed lige nu.Derfor var det positivt, at COP26 forpligtede de rige lande til at fordoble deres finansiering til klimatilpasning, som andel af de 100 mia. $ årligt, de allerede har forpligtet sig til. Ærgerligt er det bare, at måtte konstatere, at en fordobling vil sige fra 20% til 40%, og at der i de 100 mia. $ skulle være 50% til klimatilpasning. Endnu mere ærgerligt er det at konstatere, atde rige lande stadig er langt fra målet om at betale100 mia. $ om året til udviklingslandene. Den seneste optælling fra OECD viser, at de rige lande betalte knap 80 mia. dollars i 2019, og at mange lande tage klimapengene fra den eksisterende udviklingsbistand.Kun knap halvdelen af klimapengene ligger oveni den udviklingsbistand, landene i forvejen giver, viser nye tal fra CARE.COP26 skulle have givet en klar finansieringsplan fra de rige landes side, men endte med en uambitiøs plan, der ikke engang fastholder den oprindelige målsætning. 

 

Danmark har op til COP26 været frontløber på klimatilpasning og bl.a. sat en målsætning om, at dansk klimabistand skal være 60% klimatilpasning. Men som civilsamfund har vi en unik og vigtig rolle i at følge op på, hvad det faktisk betyder. For det første er det blevet påvist, at mange af de tilpasningsprojekter, Danmark og andre rige lande har støttet gennem den Grønne Klimafond slet ikke er gået til klimatilpasning.For det andet ved vi, at de, der har akut brug for penge til klimatilpasning, ofte må vente længe på godkendelse fra de internationale klimafonde, og at alt for lidt penge når ud til lokalbefolkninger. Endelig bliver en stor del af klimabistanden givet som lån, som forværrer den gældskrise, de fattige lande allerede står iSpørgsmålet om adgang til klimafinansiering er derfor en vigtig kamp, som fortsætter efter COP’erne er slut og aftalerne er landet.

 

Læs CARE’s rapport som blev udgivet under COP26 om hvor mange af klimapengene der er additionelle

 

Tab &  Skader skal være en del af et nyt ambitiøst mål for finansiering  

Som nævnt var et af de vigtigste budskaber fra udviklingslandene til COP26, at der skal ske en kompensation for de tab og skader, der allerede er sket og vil fortsætte med at ske, i form af ødelagt infrastruktur og afgrøder, og adgang til land- og vandressourcer. Det globale civilsamfund kæmpede især for, at det nye finansieringsmål, der skulle sættes fra 2025 og frem, ville inkludere kompensation for tab og skader. Formanden for CAN International, Tasneem Essop, kaldte ’tab og skader’ for lakmus-prøven på COP26’s succes.

 

Den største sejr, man kan presse ud af Glasgow Climate Pact på den front, er et helt afsnit af aftalen med ’tab og skader’ som overskrift. Men penge kom der ingen af, og modstanden fra de rige lande var stor – og deres anerkendelse af behovet for at diskutere finansiering var til at overse. Til gengæld fik dagsordenen om tab og skader noget nær et folkeligt gennembrud, og emnet blev dækket vidt og bredt i mainstreammedier. Den synlighed er i sig selv en stor sejr for civilsamfundet. I slipstrømmen af COP26 har Danmark nu forpligtet sig til at give penge til den mekanisme – Santiago-netværket – der skal videreføre det tekniske arbejde omkring tab og skader. I det danske civilsamfund håber vi, at Danmark vil give en del af sine additionelle klimamidler på finansloven 2022 til tab og skader. Det vil vise, at også Danmark anerkender, at tab og skader er væsentligt andet end klimatilpasning, og netop er penge der skal bruges til genopbygning efter skaden er sket.

 

Selve målsætningen for klimafinansiering blev desværre ikke til mere end en proces i Glasgow Climate Pact – en serie af dialogmøder, hvor stater og andre aktører skal drøfte, hvordan et nyt mål kan sammenstykkes. Som civilsamfund har vi en vigtig opgave med at følge med i den proces, og kæmpe for at stemmer fra Syd inkluderes og får indflydelse på resultatet.

 

Se mere herom i ny rapport fra Folkekirkens Nødhjælp om det nye finansieringsmål

 

Kvinder og udsatte grupper skal beskyttes og have adgang til klimapenge  

Kvinder, minoriteter og oprindelige folk er nogle af de grupper, der er hårdest ramt af klimaforandringerne. FN’s lande har derfor en forpligtelse til at sikre deres beskyttelse i de aftaler, der indgås på klimatopmøder som COP26. Ligesom det ikke giver sig selv, at klimapengene når ud til lokalbefolkninger, giver det slet ikke sig selv, at klimapenge når ud til kvinder. Tværtimod er kvinder og piger voldsomt overset i klimaløsningerne, og det er en skam både for dem, og for deres lokalsamfund, da de ofte har helt unik viden om, hvad der vil hjælpe, og en afgørende rolle i at få løsningerne til at virke i praksis.Derfor var dagsordenen om landenes ’Gender Action Plans’ etvigtigt punkt for de fattige lande på COP26, fordi planerne bestemmer, hvor meget kvinder og andre minoriteter tænkes ind i national klimapolitik

 

På COP26 blev det besluttet, atder skal laves en midtvejs-status på landenes Gender Action Plans ved næste COP, og den slags forpligtelse er fuldstændig afgørende for at skabe gennemsigtighed og øget pres.Ligesom med tab og skader blev COP26 også den COP, hvor seksuelle og reproduktive rettigheder fik opmærksomhed som aldrig før. Desværre mangler der stadig ressourcer til en ordentlig implementering af Gender Action Plans i de fattige lande, og det vil være et vigtigt signal at sende, at lande som Danmark bidrager specifikt hertil. På det kommende FN-topmøde om kvinders ligestilling – Commission on the Status of Women – er fokus på kvinder og klimaforandringer. Her vil Globalt Fokus samarbejde med medlemmer om at presse på for højere ambitioner.

 

Flere af GF’s medlemmer holdt side-events på COP26 om netop kvinders rolle og seksuelle og reproduktive rettigheder, og de kan ses her:

Enhance the role of Women and Youth in Paris Agreement implementation(WWF) 

IPPF, ARROW, DFPA: Advancing sexual and reproductive health and rights for climate change adaptation and resilience (Sex & Samfund) 

More space for Women’s Leadership(DanChurchAid)

 

Læs ACT Alliance’s rapport om det manglende fokus på ligestilling i de nordiske landes klimaindsatser, som blev udgivet på COP26

 

Klimaaftalerne skal sikre at naturen beskyttes  

Traditionelt har klimaforhandlingerne handlet om klimaforandringer, og ikke om beskyttelse af naturen. Det skaber nogle barrierer for at finde løsninger, fordi naturen spiller en afgørende rolle for at nå 1,5 graders-målet, og fordi jordens skove, koralrev og vandområder skal beskyttes af hensyn til biodiversiteten og de befolkninger, der lever af naturen

 

Heldigvis lykkedes det at opnå anerkendelse af naturens afgørende rolle igennem i Glasgow Climate Pact, sammen med en opfordring til landene om at skrive naturens rolle ind i deres nationale klimaplaner, og en forpligtelse om at bruge naturbaserede løsninger. Der kom også tekst på plads om beskyttelse af verdens have mod de voldsomt stigende mængder af CO2, som både medfører at havet forsures og at dets evne til at trække C02 ud af det globale kredsløb mindskes. På COP26 blev der sat en ny målsætning om at reducere forsuringenaf havene med 45%, og der blev etableret en årlig hav-dialog om hav-baserede reduktioner.

 

Endelig var den fælles forpligtelse om at slutte og udbedre afskovning inden 2030 af stor betydning for beskyttelse af naturen, og for de oprindelige folk der lever af den. De mere end 130 lande, der underskrev denne aftale, repræsenterer mere end 85% af verdens skove.

 

Læs om Globalt Fokus og 92-gruppens anbefaling om, at 30% af klimafinansieringen øremærkes naturbaserede løsninger.Læs mere her.

 

Se IWGIA side-event her A battle for peoples and planet – Indigenous Peoples’ rights in climate action under threat

 

Civilsamfundets stemme blev svækket, men sammenholdet er styrket 

De klimaudsattes aftryk på aftalerne fra COP26 er slet ikke stærke nok, og det afspejler desværre det totalt skæve magtforhold der også udspillede sig i løbet af de to uger i Glasgow. Tusindvis af klima- og rettighedsforkæmpere fra det globale Syd kunne slet ikke komme til klimatopmødet på grund af corona-restriktioner og dyre karantæneregler. Men dem, der var til stede som observatører, oplevede også helt uhørte restriktioner og var de første dage henvist til at deltage gennem en online platform, der desværre ikke virkede i praksis, og som i øvrigt ikke kunne kompensere for den direkte kontakt til forhandlerne, som normalt er mulig på et klimatopmøde. Observatørerne blev simpelthen udelukket fra den del af konferencecentret, hvor forhandlingerne foregik. Det betød praktisk talt, at civilsamfundet tabte adskillige arbejdsdage i starten, samtidig med at man brugte tid på forgæves at søge adgang virtuelt og fysisk, og at koordinere og forhandle med UNFCCC’s sekretariat om praktiske løsninger. I slutningen af uge 2 førte det til, at to FN-specialrapportører formulerede et brev til formandskabet om øjeblikkeligt at forbedre situationen for observatørerne.

 

Globalt Fokus var taget til COP26 med kampagnen ’UNmute COP26’, der fremhævede 31 klimaaktivister fra det globale Syd, som ikke kunne deltage. Vi samarbejdede med Action 4 Sustainable Development, CAN og ECNL om at skabe fokus på kampagnen gennem aktioner udenfor konferencen, og om at formulere konkrete anbefalinger til medlemslandene om, hvordan de kunne forbedre deres civilsamfundsdialog allerede under den igangværende COP. Vi sørgede også for at repræsentanter for tre delegationer – Danmark, Skotland og Jamaica – mødtes med klimaforkæmpere fra Togo, Nigeria og Jamaica, for at snakke om hvordan dialogen kan forbedres i fremtiden.  

 

Læs vores anbefalinger til medlemslandene om inddragelse på COP26

 

I lyset af civilsamfundets enorme udfordringer med at blive hørt, var det stort og bevægende at opleve det Peoples’ Plenary, som civilsamfundsorganisationerne fik lov at afholde på COP’ens sidste officielle dag. Det foregik i en af de to store plenarsale, hvor medlemslandene de forgangne to uger havde siddet og forhandlet om vores fælles fremtid. Her var der taler fra nogle af de mennesker, som lige nu er ved at miste deres levegrundlag, deres kultur og det land, hvorpå de og deres forfædre altid har boet. Der var en tale fra en repræsentant for den gruppe af handicaporganisationer, der for første gang er gået sammen for at tale deres sag på et klimatopmøde, fordi, som han sagde: ’Når klimakrisen rammer, bliver vi bogstaveligt talt efterladt til at dø.’ Der var også taler fra fagforeningsfolk, feminister og forskere fra de i alt ni grupper der repræsenterer NGO’erne i COP-processen.

 

Peoples’ Plenary viste noget, der havde været tydeligt for os alle gennem de to uger: Hvordan civilsamfundet på klimaområdet er både enormt stort og enormt stærkt og velorganiseret, og hvordan de budskaber vi rejser, efterhånden er så entydige, at en fyldt plenarsal uden tøven kan råbe dem i kor. Og at dem, der oplever klimaforandringerne på egen krop lige nu, alligevel ikke kan få deres stemme hørt. Som del af det globale civilsamfund har vi i det globale Nord derfor en vigtig rolle i både at tale de marginaliseredes sag og at arbejde for, at de faktisk får en mikrofon at tale i. I fremtidens klimaarbejde er der en vigtig opgave i at sparke dørene til klimaforhandlingerne ind, så de politiske budskaber fra verdens fattigste kan komme igennem.

 

Læs det danske civilsamfunds fælleserklæring efter COP 26 her.