Globalt Fokus præsenterer civilsamfundets bud på en nytænkende udviklingsstrategi 

Der var stort digitalt fremmøde, da Globalt Fokus tidligere på ugen (23.2) var vært for en offentlig høring om Danmarks kommende udviklingspolitiske og humanitære strategi, som bliver udformet netop nu, og som regeringen skal forhandle med Folketinget i løbet af foråret og forsommeren. 
 
Ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, og 162 andre deltagere så med, da Globalt Fokus og vores medlemmer gav vores bud på de tre principper, vi mener, skal danne grundlag for den kommende strategi.  

Globalt Fokus´ tre principper; 1: Bæredygtige samfund, der kan modstå kriser, 2: Menneskerettigheder i første række og 3: Civilsamfundet og lokalt ejerskab skaber langvarig forandring, er resultat af et års god dialog og drøftelser mellem Globalt Fokus´ medlemmer om det, vi i fællesskab mener, skal være fundament for Danmarks fremtidige udviklingssamarbejde. 
 
Se videoer om vores tre principper her: 

Princip 1: Bæredygtige samfund, der kan modstå kriser

Princip 2: Menneskerettigheder i første række 

Princip 3: Civilsamfundet og lokalt ejerskab skaber langvarig forandring

 
Under høringen roste ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, Globalt Fokus for sit engagement i og bidrag til den kommende strategi. Ministeren understregede, at han er meget lydhøre over for civilsamfundets input til Danmarks fremtidige bistandssamarbejde, inden han præsenterede regeringens egne prioriteter: 
 
“Danmark kan og skal spille en vigtig rolle globalt. Det ligger i vores interesser og i det ansvar, vi har påtaget os. Fra regeringens side er der tre områder, som er centrale i vores udspil til en ny strategi. Det første er klima og den grønne dagsorden, og det ligger øverst på min dagsorden. Det næste er nærområder, fordrivelse og migration, og det tredje er den globale værdikamp, demokrati og menneskerettigheder.” Ministeren supplerede regeringens prioriteter med at forklare, at bekæmpelse af fattigdom og ulighed samt Afrika-fokusset er fællesnævneren for regeringens overordnet strategi. 
 
Afslutningsvis forsikrede ministeren, at han er meget åben for samarbejde med civilsamfundet: 
“Her i ministeriet ved vi godt, at vi ikke kan noget alene med skattekronerne. Vi kan kun få akkumuleret den fulde værdi i samarbejde med civilsamfundsorganisationerne.” 

Se hele høringen her 

Læs Globalt Fokus skriftligt input til den kommende udviklingspolitiske og humanitære strategi her 

Globalt Fokus fortsætter med aktivt at deltage i arbejdet omkring formulering af den nye strategi. Vi vil igennem forskellige kanaler forsøge at fremme vores tre principper, de fælles anbefalinger fra civilsamfundet på områder som klima, ligestilling og civilsamfundets råderum og andre vigtige budskaber som udviklingsbistandens størrelse og integritet. 

Hvis du vil følge vores arbejde på området, så følg med på vores sociale medier platforme og hjemmeside, hvor vi løbende vil opdatere om processen eller kontakt sekretariatet.

 



0
0
0
s2smodern
powered by social2s