Skip to main content

              

Debatindlæg: Disse tre ting er afgørende, hvis vi skal nå verdensmålene

For at opnå FN's verdensmål er det helt essentielt med modige politikere, bæredygtig finansiering og fokus på at få alle med, skriver vores formand Rasmus Stuhr i dette debatindlæg oprindeligt bragt i Altinget: Civilsamfund.

 

Af Rasmus Stuhr, formand for Globalt Fokus.

 

Som formand for det samlende netværk for udviklingsorganisationer i Danmark, Globalt Fokus, er jeg glad for at kunne bidrage til debatten om, hvad der – set fra en udviklingspolitisk vinkel – bør sætte dagsordenen til det kommende folketingsvalg.

 

For danske ngo'er bør én fælles global, national og lokal vision for en bæredygtig fremtid sætte dagsordenen: opnåelsen af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling.

 

Mere specifikt mener jeg, at tre emner med udgangspunkt i opnåelsen af verdensmålene er helt essentielle:

1. Politisk lederskab og reformer

Vi kan ikke skabe en forandring hen imod en bæredygtig fremtid, hvis ikke danske politikere har mod til at lave hårde prioriteringer og lave de nødvendige langsigtede reformer.

 

Vi skal væk fra kortsigtet løsninger og se på de udfordringer, som vi står over for nationalt og globalt. For eksempel på klimadagsordenen.

 

Danmark har til COP15 i København 2009 og til COP21 i Paris i 2015 forpligtet sig til at bidrage med sin fair share af finansiering på 100 milliarder US dollars fra 2020 til støtte af udviklingslandes grønne omstilling og klimatilpasning. Teknisk set betyder det, at Danmark årligt skal bidrage med op imod fem milliarder kroner.

 

Hidtil har vi ikke set det politiske mod, som det kræver at afsætte midlerne, men valgkampen bør med rette centrere sig om netop det: modet til at lave de bæredygtige langsigtede prioriteringer og løsninger.

2. (Forskellige former for) finansiering

Dansk klimafinansiering til udviklingslande er imidlertid ikke nok. Det er efterhånden alment kendt, at der skal investeres rigtig mange penge i bæredygtig udvikling, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at ændre status quo og forandre verden i en bæredygtig retning.

 

Danske politiske beslutningstagere skal derfor målrettet arbejde for finansiering af dagsordenen på to måder. For det første skal der arbejdes for, at den vigtige finansiering fra den private sektor og fra investeringssektoren ikke modarbejdes af manglende ansvarlig virksomhedsadfærd med negative effekter til følge for vores planet og for mennesker i hele verden.

 

I en valgkamp vil det være forfriskende at se en politiker, som tør gå ind for mere regulering på tværs af sektorer og for lovgivning om nødvendig omhu (såkaldt due diligence) for danske virksomheder – både med hensyn til arbejdstagerrettigheder, på miljøområdet, og hvad angår overholdelse af menneskerettigheder generelt.

 

For det andet skal der sikres øget fokus på såkaldt ikke-kommerciel finansiering. Eksempelvis via skatteområdet. Får vi mon kandidater til Folketinget at se, som åbent kæmper for en national og global skat på formuer, transaktioner og CO2-udledning, der kan generere milliarder af kroner til den bæredygtige udvikling og være med til at sikre en bæredygtig udvikling bliver for alle – også de fattigste og mest marginaliserede mennesker rundt om i verden.

Fokus på princippet om "Leaving no one behind"

Hele præmissen for opnåelsen af verdensmålene er nemlig, at bæredygtig udvikling sikres for alle, og at ingen lades i stikken.

 

Ved at skrive under på 2030-dagsordenen har Danmark med andre ord forpligtet sig til, at de mennesker, som er længst fra at nyde godt af en bæredygtig udvikling, skal prioriteres.

 

Det kan for eksempel gøres ved, at vi i Danmark helt konkret gør rede for, hvordan udmøntningen af den danske udviklingspolitiske og humanitære strategi, Verden 2030, målrettet bidrager til opfyldelsen af det vigtige princip. Herhjemme i Danmark har vi også udfordringer – eksempelvis med andelen af personer, der lever i fattigdom.

 

Jeg vil heppe på, at politikere, der går til valg på at få indført en fattigdomsgrænse igen, kommer i Folketinget, så vi kan få et overblik og skabe konkrete løsninger for de mennesker i Danmark, som sidder fast i fattigdom og er længst fra at opnå et socialt og økonomisk bæredygtigt liv.

  • Oprettet den .

Tilmeld dig vores nyhedsbrev


Få nyheder om vores arbejde, aktiviteter og events direkte i indbakken.

Mød os

Rysensteensgade 3
København V, 1564
Danmark

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.


© Globalt Fokus