Folketingsvalget finder sted på et tidspunkt, hvor verden står med en række meget alvorlige humanitære og sikkerhedsmæssige udfordringer og den største flygtningestrøm siden anden verdenskrig. Verden står i brand, og Danmark kan ikke lukke sig om sig selv. Flygtningekriser, krige, naturkatastrofer og dødelige sygdomme fylder avisernes spalter og sendefladen. Danmark er kendt for sit lederskab og bidrag til en mere retfærdig og bæredygtig verden.

 

Dette valg finder samtidig sted i et ekstraordinært år. 2015 er året, hvor FNs nye verdensmål skal vedtages og vi én gang for alle kan afskaffe fattigdom, fremme menneskerettighederne og sikre en globalt bæredygtig udvikling. Det er samtidig året, hvor klimatopmødet i Paris i december er sidste mulighed for at stoppe klimaforandringerne før det er for sent.

 

Dette folketingsvalg handler derfor om mere end Danmark, og vi opfordrer derfor dig til at sætte din stemme på politikere, der engagerer sig i Danmarks internationale rolle.

 

De danske udviklings- og miljøorganisationer ser fire centrale udfordringer, som det nyvalgte Folketing og den fremtidige regering skal håndtere.

  • At udarbejde en ambitiøs national handlingsplan for de nye verdensmål, som kan inspirere resten af verden. De nye verdensmål komme til at gælde for alle lande i verden, herunder Danmark. Vi skal derfor have en handlingsplan, der kan inspirere resten af verden samt støtte op om udviklingslandenes indsatser.
  • At sikre at Danmark respekterer planetens økologiske bæreevne (planetary boundaries) gennem vores egen bæredygtighedspolitik og bidrag til en bindende global klimaaftale (COP21). Vores børn og børnebørn kommer til at betale for klimaforandringerne lang tid efter vi er borte, men vi er den sidste generation, der kan forhindre klimakatastrofen.
  • At fastholde indsatsen også efter krige og katastrofer, så vi ikke kun hjælper i nuet, men opbygger robuste samfund, der bliver i stand til at klare sig selv. Verden står i brand omkring os og vi skal hjælpe med brandslukningen. Men vi skal samtidig være med i den forebyggende indsats og blive i kriseområderne efter brandene er slukkede. En vedholdende indsats er forudsætningen for en varig løsning.
  • At fastholde fattigdomsorienteringen af den danske udviklingsbistand, så mindst 0,7% af BNI går til egentlig fattigdomsorienteret bistand med fokus på det langsigtede arbejder i udviklingslandene. Herudover skal der skaffes midler til ekstraordinære humanitære indsatser, klima, flygtningeudgifter i Danmark m.m.

 

Derfor opfordrer vi dig at stemme den 18. juni og at sørge for at stille kritiske spørgsmål til kandidaterne, så du kan vurdere, hvem der vil styrke Danmarks globale rolle.

 

Eller du kan læse med på vores PARTIBAROMETER, der vurderer alle de opstillingsberettigede partiers udenrigs- og udviklingspolitik.