Women Deliver er verdens største konference om kvinder og pigers sundhed, og løber af stablen i København d. 16. - 19. maj 2016.

 

Women Deliver samarbejder med regeringer, FN-organisationer, NGO-er og erhvervslivet om at skabe større politisk engagement omkring og mere investering i piger og kvinder, med særlig fokus på deres seksuelle og reproduktive sundhed, rettigheder og trivsel. Konferencen i maj 2016 bliver den største konference om disse emner i mere end 10 år og en af de første store internationale konferencer i kølvandet på lanceringen af FN’s nye verdensmål. Konferencen vil have fokus på, hvordan vi implementerer FN’s udviklingsmål, så de kommer piger og kvinder i hele verden til gode – med vægt på løsninger og resultater indenfor sundhed, inklusiv seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, samt koblingen med ligestilling, uddannelse og styrkelse af kvinders økonomiske position i samfundet.

 

Globalt Fokus sidder med i konsortiet, der står for den danske mobiliseringsindsats op til konferencen, og bidrager dermed med til at sætte fokus på mulighederne for civilsamfundsorganisationernes engagement, oplysning og inddragelse af medlemmer og andre borgere. En stærk koordineret indsats skal op til og under konferencen sikre, at befolkningen og danske virksomheder, organisationer og institutioner involveres i at sætte fokus på Danmarks stærke indsats for piger og kvinders rettigheder. Vi skal sige velkommen til de mange regeringsledere og internationale gæster med et brag, og vi skal vise dem vigtigheden af, at de kommer frem til resultater, der sikrer en forbedring af kvinders forhold.

 

Over 5.000 globale og lokale ledere, politiske beslutningstagere, organisationer, FN-topchefer, verdenskendte eksperter og virksomheder vil deltage i konferencen for at sætte fokus på piger og kvinders vilkår. Allerede nu støtter flere end 150 danske organisationer og aktører landet over også op om konferencens budskaber ved selv at afholde arrangementer, der sætter fokus på forbedring af piger og kvinders sundhed, rettigheder og trivsel. Arrangementerne finder sted i ugen op til og under konferencen, og breder sig på tværs af industrier og foreninger, film, teater, sport, foredrag, debatter, udstillinger, mm.

 

Vi er altså allerede mange, der støtter op om Women Deliver, men vi vil så gerne skabe genlyd for konferencens budskab landet over og det gør vi kun, hvis vi får så mange som overhovedet muligt med.

 

Vil I også være med til at bakke op om Women Deliver? Så læs mere og find inspiration til, hvordan jeres organisation kan tage del i konferencen med fokus på jeres egne særlige interesser og målsætninger.

 

Vigtigst af alt håber vi selvfølgelig på at se mange kendte ansigter, når lang tids planlægning realiseres og konferencen løber af stablen i maj. Tilmelding til konferencen sker her.

 

Læs mere om konferencen her.

 

Læs mere om den danske mobiliseringsindsats her.

 

0
0
0
s2smodern
powered by social2s