SHEA står for Sexual Harassment, Exploitation and Abuse, og er et nyopstartet forløb i Globalt Fokus, som fokuserer på at forbedre operationel praksis blandt dansk civilsamfund. Formålet er at opbygge stærke systemer og praksis til at forhindre sexchikane samt seksuel udnyttelse og overgreb i den danske civilsamfundssektor og i de programmer de støtter. Globalt Fokus samarbejder med sine medlemsorganisationer i udviklings- og humanitærsektoren om forløbet det næste år for at finde de bedste løsninger sammen. Forløbet støttes gennem en bevilling fra Udenrigsministeriet.

 

En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Oxfam IBIS, Mellemfolkelig Samvirke, International Media Support, Dansk Flygtningehjælp og Folkekirkens Nødhjælp leder arbejdet i samarbejde med Globalt Fokus. Prioriteten i efteråret 2018 er at finde konkrete guidelines for bedre mekanismer og systemer til at forbedre den operationelle praksis blandt danske organisationer. Der indhentes eksempler på best practices fra danske organisationer og deres internationale føderationer samt internationale eksperter og sydpartnere. I foråret 2019 vil der være fokus på at implementere ny operationel praksis blandt Globalt Fokus’ medlemsorganisationer gennem træningsforløb, rådgivning og fælles platforme for sparring og dialog med udgangspunkt i de nye guidelines.

 

Arbejdsgruppen har nedsat tre work streams, som hver især fokuserer på specifikke aspekter inden for forhindring og forebyggelse af SHEA og bearbejdning af SHEA-problematikker der skulle opstå. Deltagerne i de tre work streams laver et udkast til, hvilke systemer, der skal implementeres og hvilke guidelines, der skal gives. De tre work streams er:

  1. Klagemekanismer og data, 
  2. Safeguarding og undersøgelser 
  3. Rekrutteringsproces og Core Humanitarian Standard (CHS).

 

Hvis andre medlemmer af Globalt Fokus skulle være interesserede i at deltage er de meget velkomne til at kontakte civilsamfundsrådgiver Sara Brandt på sb@globaltfokus.dk.

0
0
0
s2smodern
powered by social2s