150 eksperter inden for bæredygtig udvikling var i november samlet i Berlin til debat, dialog og idéudvikling under ’Partners for Review’ – et globalt partnerskab på tværs af sektorer der sætter fokus på, hvordan politikere, forskellige involverede sektorer og ganske almindelige borgere kan drive bæredygtig udvikling fremad globalt. Globalt Fokus var inviteret med for at diskutere NGO’ers rolle, give input fra det danske civilsamfund og undersøge de mulige arbejdsområder for danske NGO’er i kampen for en bæredygtig verden. 

 

Af politisk rådgiver, Bjarke Vestergaard

 

1 konference. 3 dage. 150 eksperter fra over 50 lande. 33 sessioner. 4 timers idéudvikling og innovation. Det var en stærk og intens cocktail, som de tyske initiativtagere fra to tyske ministerier og Deutsche Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit (den tyske pendant til det danske udviklingskontor, DANIDA) havde mixet sammen til os i starten af november. 

 

Partners for Review blev afholdt i Berlin i den nedlagte natklub, Café Moskau – ét af de tidligere arnesteder for cocktails i Berlin. Hovedingrediensen for konferencen var 2030-dagsordenen og opnåelsen af Verdensmålene. I løbet af de tre dage blev cocktailglassene fyldt med diskussioner om den førte politik på globalt plan og i forskellige lande, fremdriften i den globale bæredygtige udvikling (eller mangel på samme) og koblingen til menneskerettighedsarbejdet verden over. 

Danmark er et udviklingsland

De tre dages mixing af bæredygtige cocktails startede ud med en samlet erkendelse fra alle deltagere om, at 2030-dagsordenen og Verdensmålene mere end noget andet har gjort det klart, at ikke blot nogle, men alle verdens lande kan kategoriseres som udviklingslande. Alle lande kan set ud fra et bæredygtigt perspektiv tildeles dette prædikat. Verdensmålene kan nemlig anskues som 17 globale udfordringer, og alle lande står som minimum over for én af de 17 udfordringer, som de endnu ikke har formået at løse. Alle lande må derfor undergå en udvikling og skabe forandring.

 

Det samme gælder for Danmark. Mens det ikke bør underkendes, at Danmark i rigtig mange henseender er et land med et enormt højt niveau af velfærd for den enkelte dansker, har Danmark også sine bæredygtige udfordringer. For eksempel fremhæves ofte Danmarks forbrug og produktion (Verdensmål 12) som en reel udfordring for Danmark. Tidligere på året udtalte Norges Statsminister, Erna Solberg, at Norge er et udviklingsland, når det kommer til at opnå ligestilling i Norge. Et godt eksempel på den erkendelse, som dannede grundlag for dagene i Berlin – og en erkendelse som vi måske stadig venter på at se fra en dansk regerings side? 

 

I Berlin blev det også hurtigt gjort klart, at vi ikke gør nok for at overkomme de udfordringer inden for bæredygtig udvikling, som vi står overfor. Kommissær for 2030-dagsordenen i det tyske Ministerium for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, Dr. Ingolf Dietrich, sagde for eksempel: ”Er vi på rette vej? Nej. Der er både brug for en højere hastighed i den bæredygtige udvikling og en større skalerbarhed i nye bæredygtige initiativer”. Løsningen lyder, ifølge Dietrich, enkel, men er i praksis enormt omfattende: ”Vi må (til en start) systematisk undersøge, hvad der er årsagerne til vores manglende omfattende transformation af den måde, vi lever på i dag, og hvad der skaber begrænsningerne og flaskehalsene for transformationen”. 

Ansvaret ligger hos staten og regeringen – og hos alle os andre

2030-dagsordenen er underskrevet af verdens landes regeringer. Det er en social kontrakt mellem lande og mellem landes regeringer og deres befolkninger. Som fremhævet i Berlin er det derfor også landes regeringer, som må tage ansvaret, være åbne om udfordringer, skabe rammerne for en bæredygtig udvikling og ikke mindst sørge for systematisk involvering af civile aktører i alle processer. 

 

For lande og landenes regeringer kan ikke klare arbejdet alene, og på tværs af lande drives den bæredygtige udvikling i ligeså høj grad af landenes civilsamfund, private sektorer og akademiske institutioner. Ønsket om større og mere systematisk involvering rungede højt i den nedlagte natklub i Berlin. Arbejdet for bæredygtig udvikling må så at sige ikke blive en lukket fest. Jo hurtigere landes regeringer anerkender dette, jo større og bedre bliver festen – og jo mildere tømmermænd vågner morgendagens kommende generationer op til.

 

Så hvordan opnår man en systematiseret involvering og en fælles bevægelse mod en bæredygtig udvikling? Repræsentanter fra det tyske netværk for NGO’er, VENRO, kom med et bud, da de præsenterede den institutionelle opbygning for bæredygtig udvikling i Tyskland. Siden 2002 har Tyskland haft en bæredygtighedsstrategi. Siden 2004 har Tyskland haft et tværsektorielt rådgivende organ til den tyske regering, det tyske Bæredygtighedsråd. Tyskland har også et rådgivende parlamentarisk organ på bæredygtighedsområdet og har netop været igennem et omfattende review af landets opdaterede bæredygtighedsstrategi fra 2017, faciliteret af det tyske bæredygtighedsråd med involvering fra udenlandske anerkendte eksperter. 

 

På den anden side mente VENRO, at den tyske cocktail er flot anrettet, men ikke smager af noget; nok er den institutionelle opbygning imponerende på papiret, men i praksis fungerer den ikke. Det skyldes manglende arbejde i det parlamentariske organ, meget korte frister på høringer, og manglende transparens om processer samt om baggrunden for udpegelse af personer til konsultationer (og udelukkelsen af andre). Den tyske regering er, i VENRO’s øjne, dermed med til at underminere sit eget arbejde.

NGO’er må agere bartender

Undermineringen af arbejdet for en bæredygtig udvikling må nødig ske i Danmark. Den danske regering har lige nu en dygtig Verdensmåls-bartender i Finansminister Kristian Jensen (V) og flere af de andre ministre er godt i gang med deres bartenderuddannelse i Verdensmålene. Desværre er kvaliteten af danske cocktails svingende. Man kan for eksempel savne en politik fra regeringens side, som øger hastigheden på den danske klimaindsats frem for at sænke den. Et konkret eksempel på problematikken som Dr. Ingolf Dietrich fra Tyskland fremhævede i Berlin, og en politik som giver en noget bitter eftersmag.

 

I den nedlagte Café Moskau var der enighed om, at civilsamfundsorganisationer kan og må gå forrest, når regeringer ikke leverer som lovet. Civilsamfundet må overtage tjansen som bartender. Tjansen inkluderer opbygning af viden om og italesættelse af udfordringer; italesættelse af menneskerettigheders betydning og selvstændige initiativer og handlinger, der skaber forandring. Den gælder dialog, diskussion og samarbejde med parter rundt om det politiske niveau, monitorering af opnåelsen af Verdensmålene, kontinuerligt politisk pres på politiske beslutningstagere og mobilisering af befolkninger om landes udfordringer. En tese fremhævet i Berlin er, at hvis civilsamfundet handler proaktivt, anviser retningen og viser vejen, vil andre ”fall in behind” og følge trop. 

High Level Political Forum skriger på en reform 

Ét af de globale områder som virkelig trænger til forandring i arbejdet for en bæredygtig forandring, er den årlige store cocktailfest med FN som vært: High Level Political Forum (HLPF) i New York. Topmødet har siden sit første år i 2016 været tiltænkt som det vigtigste globale topmøde, når det kommer til bæredygtig udvikling. Det skyldes, at man til mødet analyserer, hvor langt verden er fra at nå de enkelte mål, ligesom hvert enkelt land på skift analyseres, vejes og vurderes på sit arbejde med opnåelsen af Verdensmålene. 

 

Eller, det var den oprindelige tanke.

 

I dag er topmødet i langt højere grad blevet en overfladisk cocktailfest, hvor statsrepræsentanter i store træk præsenterer deres arbejde inden for et eller få Verdensmål uden skelen til det store billede, til deres egne udfordringer eller til, hvordan ikke-statslige repræsentanter vurderer situationen. Selvom der er undtagelser, finder der med andre ord generelt ikke en egentlig afvejning og vurdering sted. I stedet er HLPF blevet til ”en beauty-contest, hvor landet med den flotteste makeup vinder”, som det blev nævnt i Berlin. Konklusionen i Berlin var, at topmødet i mange henseender ikke fungerer, fordi der ikke er de rigtige mekanismer på plads til at sikre en reel årlig monitorering af den globale bæredygtige udvikling. Hvis HLPF skal blive et respekteret forum, må det ændres på flere områder. 

 

Det gælder først og fremmest involvering af ikke-statslige repræsentanter og marginaliserede befolkningsgrupper i processerne før, under og efter forummet. Det gælder en omstrukturering af forummet og af tiden, som hvert enkelt land får tildelt til præsentationer. Det gælder et langt større fokus på de udfordringer som landene hver især står overfor, og vidensdeling om løsninger. Det gælder større fokus på, hvordan vi kan måle udviklingen og få skabt nye data til det. Det gælder fokus på emner såsom menneskerettigheder, køn, klimaforandringer eller migration, der går på tværs af alle Verdensmålene, og det gælder et langt større fokus på de krydseffekter, som arbejde inden for opnåelsen af ét mål har på opnåelsen af andre mål. 

 

Heldigvis skal opbygningen af HLPF forhandles af FN’s medlemsstater fra september 2019 og fremefter. Forhåbningen fra Globalt Fokus’ side og fra de 150 eksperter samlet i Berlin er, at Danmark og resten af FN’s medlemsstater får forhandlet sig til en løsning, hvor cocktailene stilles væk og ærmerne smøges op. HLPF skal blive et forum for analyse, vurdering, afvejning, diskussion og vidensdeling – om udfordringer, løsninger, landes tilgange og måder at involvere civile aktører på. Hos Globalt Fokus står vi klar til at understøtte det danske Udenrigsministerium i forhandlingerne og ser frem til at følge dem tæt. Bæredygtig udvikling skal nemlig være en åben fest for alle, frem for en eksklusiv klub, hvor få nyder de eksklusive drinks på bekostning af andres slid, arbejde og velfærd.

0
0
0
s2smodern
powered by social2s