Hvis verdenssamfundet skal lykkes med at implementere og indfri FN’s verdensmål, er det afgørende, at vi med nøjagtighed kan måle og veje vores fremskridt og ikke mindst mangel på samme. Politiske beslutninger træffes oftest på baggrund af viden og data, der belyser udfordringer, behov eller muligheder. Vedtagelsen af Verdensmålene fordrer politisk transformative handlinger, og herunder et behov for pålidelig statistik til at belyse udviklingen. Globalt Fokus var i midten af oktober med til UN World Data Forum i Dubai for at blive klogere på, hvor langt vi er fra at have pålidelige data og statistik indenfor alle 17 verdensmål, og undersøge hvad danske NGO’er kan bidrage med i dataarbejdet. 

 

Af Politisk SDG Rådgiver, Bjarke Vestergaard

 

Data er som vand. Vi bruger vand hver dag, mange gange om dagen, men vi tænker først for alvor over vores behov, hvis vi løber tør for vand, eller hvis vandet ikke længere kan drikkes. På samme måde er statistisk data en del af vores hverdag. Statistikker indgår overalt i nyhedsartikler, i TV Avisen og på de sociale medier. Først når der ikke er en tilstrækkelig mængde data til at lave statistik, eller hvis ikke vi stoler på de data, som er tilgængelige, begynder vi at tvivle på resultatet eller fortællingen, vi præsenteres for.

 

For politiske beslutningstagere og den almindelige befolkning er statistik og pålidelige data helt essentiel. Politikere skal kunne handle på et behov, en udfordring eller en efterspørgsel og træffe politiske beslutninger, som befolkningen har tillid til. Det kræver, at både politikere og befolkning har adgang til og kan stole på de data, som ligger til grund for den politiske beslutning – hvad enten det er data om antal børn i vuggestuer, pesticider i grundvandet, inddrivelsen af skat (eller mangel på samme) eller data om udviklingsbistandens effekt i udviklingslande.

 

Hele præmissen for og årsagen til udvikling af data og statistik er altså, at beslutningstagere skal kunne blive tilstrækkeligt informeret til at træffe den rigtige politiske beslutning. Omvendt skal befolkningen kunne blive tilstrækkeligt informeret til at holde skiftende regeringer og politikere op på, at de rent faktisk lever op til deres ansvar. Det gælder i Danmark, og det gælder i hele verden. 

Verdensmålene accelererer efterspørgsel efter data

Til FN’s World Data Forum i Dubai var der samlet over 2000 mennesker fra hele verden. De kom fra nationale statistikkontorer (pendanter til Danmarks Statistik), internationale institutioner (FN, Verdensbanken, EU m.v.), private virksomheder, NGO’er og universiteter, samt var journalister eller embedsmænd.  

 

Hovedtemaet for forummet var 2030-dagsordenen og de 17 Verdensmål, som alle verdens lande blev enige om og skrev under på i 2015. Med 17 verdensmål, 169 delmål og ikke mindst 232 globale indikatorer var der til forummet en gennemgående enighed om, at vedtagelsen af Verdensmålene har accelereret behovet for at udvikle nye former for data, som måler på, hvor langt man er globalt, regionalt og lokalt fra at nå de enkelte mål og delmål. Data, som der ikke findes i dag.

 

Ambassadør og direktør for det Schweiziske Departement for Samarbejde med Syd, Thomas Gass, påpegede f.eks., at vedtagelsen af 2030-dagsordenens bærende ”leave no one behind”-princip også har ført til et øget behov for data. Princippet tilsiger at en bæredygtig udvikling skal være for alle, og at man bør starte sit arbejde for bæredygtig udvikling med at se på de mest udsatte eller marginaliserede mennesker i et samfund. Som Gass nævnte: ”Hvem skal hjælpe mig med at forstå, hvem der er de mest udsatte mennesker, og hvad de har af udfordringer med hensyn til politiske, sociale eller miljø- og klimamæssige risici? Der er behov for langt mere data på dette område”.  

Udfordringer og behov er størst i udviklingslande

Det store behov for mere data gælder særligt i udviklingslande, hvor nationale statistikkontorer ofte kommer til kort på grund af manglende færdigheder eller muligheder for indsamling af data. I Ghana er udfordringen for eksempel at få udviklet en måde at optælle antal borgere og herefter give dem et unikt id-kort. 

 

Amina Mohammed, Vice-Generalsekretær i FN, betonede til forummets åbningssession den mest presserende udfordring i nutidens datalandskab: behovet for åben, disaggregeret data.

 

Disaggregeret data er data, som kan opdeles i og måle forskelle på tværs af variabler såsom køn, alder, etnicitet eller geografiske områder. Dette er essentielt, dels fordi det giver nationale og lokale regeringer mulighed for at målrette lovgivning mere direkte mod eksempelvis marginaliserede grupper eller et geografisk afgrænset område. På den anden side giver disaggreret data om f.eks. en større eller mindre by, byens befolkning mulighed for at reagere og holde de politiske beslutningstagere ansvarlige for befolkningens ve og vel.  I sidste ende vil disaggregeret data dermed i teorien kunne føre til politiske handlinger på konkrete områder, ansvarlighed fra politikernes side og tillid fra borgernes side.

 

Amina Mohammeds pointe er ifølge direktør for den international udviklingsorganisation, Development Initiatives, Harpinder Collacott særlig relevant i udviklingslande. Det skyldes, at landene på den ene side har den største andel af marginaliserede mennesker i verden, mens de på den anden side netop ikke har kapaciteten til at indhente information om dem og heraf disaggregere informationen med henblik på at forbedre marginaliserede menneskers livsvilkår. Med andre ord er de lande med det største behov for at arbejde med ”leave no one behind”-princippet også de lande, som har sværest ved at nå de marginaliserede mennesker.

Åbenhed og samarbejde er vejen frem

Til trods for bevidstheden om nogle enorme og til tider overvældende udfordringer, blev der også præsenteret en lang række konstruktive løsninger i Dubai. 

 

For det første stod det klart, at vi må samarbejde mere og bedre på tværs af lande. Det gælder nationale statistikkontorer imellem, det gælder i samarbejdet mellem statistikkontorer og internationale institutioner såsom Verdensbanken og FN, og det gælder i statistikkontorers samarbejde med virksomheder, universiteter og civilsamfundsorganisationer.

 

Samtidig må der ses nærmere på integrationen af nye dataformer såsom satellitdata, samfundsgenereret data og såkaldt ”big data”. Heri ligger også en anerkendelse af, at ikke alt data nødvendigvis må anses som officielt indsamlet data inden for internationalt bestemt rammer og retningslinjer. I stedet bør uofficielle data måske i højere grad integreres, fordi de som minimum kan give et estimat – en del af hele billedet.

 

For at partnerskaber kan skabes og nye former for data integreres i eksisterende statistiske rammer, er der brug for åbenhed. Åbenhed omkring, hvilken form for data forskellige aktører har liggende. Åbenhed omkring metoden, hvormed data indsamles. Og villighed til at dele data med hinanden. En udfordring i sig selv, blev det ligeledes fremhævet, når en altoverskyggende udfordring omhandler databeskyttelse og -sikkerhed. 

NGO’ernes rolle – Bindeled, bidragydere eller bidske vagthunde?

Når man i Dubai spurgte lidt nærmere ind til NGO’ers rolle, var der ikke entydig enighed om, hvad NGO’er egentlig kan bidrage med. Nogle mente, at NGO’er gennem samarbejde med internationale institutioner eller nationale statistikkontorer kan bidrage til en bedre kommunikation med lokale befolkninger om data og information, så befolkninger får en bedre mulighed for at holde deres regeringer ansvarlige. Andre anså NGO’er som mulige data-bidragsydere, fordi NGO’er i nogle lande eksempelvis har en adgang til marginaliserede mennesker, som de officielle institutioner ikke har. På den måde vil NGO’er kunne udfylde en del af det ’data-hul’, som i mange udviklingslande eksisterer omkring de mest udsatte befolkningsgrupper. Andre igen mente, at civilsamfundet og NGO’ers fornemste rolle er at råbe højt, hvis der i et givent land laves lovgivning uden tilstrækkeligt datagrundlag, eller hvis et gældende datagrundlag er politisk influeret. 

 

I Globalt Fokus ved vi, at mange af vores medlemsorganisationer allerede i dag leverer et meget kvalificeret arbejde, når de løbende måler på og monitorerer, hvor stor en effekt deres arbejde i udviklingslande egentlig har. Samtidig bruger de deres data til at lære, hvordan de kan gøre tingene bedre. Hvis dette arbejde skal udvides, så NGO’er kan blive bidragsydere af data til nationale statistikkontorer, vil flere forhindringer dog først skulle overkommes. 

 

Ifølge Harpinder Collacott er NGO’er for eksempel sjældent villige til at dele deres data om lokalsamfund eller marginaliserede personer med mere officielle institutioner. Dette er naturligt nok set i lyset af, at NGO’ers data kan indeholde sensitiv information om mennesker, der er flygtet fra forfølgelse, eller fordi NGO’er arbejder i lande, hvor landenes regeringer aktivt forsøger at modarbejde NGO’ernes arbejde eller tilstedeværelse. En anden forhindring er kapaciteten til at oparbejde data i NGO’er, som kan bruges i de mere officielle tilgange, hvilket også hænger tæt sammen med spørgsmålet om ren og skær finansiering; skal bevilgede midler fra f.eks. den danske udviklingsbistand gå til organisationers dataindsamling og samarbejde med nationale statistikkontorer? 

 

Uanset om Globalt Fokus’ medlemsorganisationer i fremtiden bliver endnu mere integreret i udarbejdelse af data i kampen for opnåelsen af de 17 Verdensmål og en bæredygtig fremtid for hele verden, gav deltagelsen i UN World Data Forum os uden tvivl en ny og dybere forståelse for 2030-dagsordenen. I Globalt Fokus vil det blive brugt til at drive dagsordenen, til at advokere for mere ambitiøst arbejde hos politiske beslutningstagere, og selvfølgelig til at udfordre Globalt Fokus’ medlemsorganisationer på, hvorvidt de eksisterende tilgange nu også er de bedste i fremtidens arbejde.

 

For mere information om konklusioner fra UN World Data Forum, se her.

 

For guide om, hvordan man forbedrer brugen af data til opnåelsen af Verdensmålene, se her.

 

0
0
0
s2smodern
powered by social2s