High Level Political Forum 2018: Den globale optur blev til en rutsjetur

FN’s hovedkvarter i New York dannede i ti dage i juli rammen om den årlige globale gennemgang af, hvordan det går med at opnå Verdensmålene. Globalt Fokus deltog igen i år sammen med en række repræsentanter fra medlemsorganisationer. På tværs af de over 2000 deltagende personer fra hele verden var forståelsen, at vi bevæger os i en mere bæredygtig retning. Desværre udeblev den globale optur på grund af manglende ansvarstagen fra staters side til topmødet, som har brug for en gennemgribende reform. 

Skrevet af Bjarke Vestergaard, politisk rådgiver.

Hvert år i juli samles over 2000 mennesker fra hele verden i 10 dage i FN’s hovedkvarter i New York til et topmøde om, hvor tæt på (eller langt fra) vi er på at opnå FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling. Topmødet har navnet High Level Political Forum, og blandt de deltagende er ministre, politikere og repræsentanter fra NGO’er, akademiske institutioner, virksomheder og byer, kommuner og andre regionale fora fra hele verden.

Globalt Fokus var igen i år en del af den danske delegation – blandt andet sammen med repræsentanter fra medlemsorganisationer og danske virksomheder, samt fire medlemmer af Folketinget. Modsat sidste år, hvor finansminister Kristian Jensen (V) præsenterede den danske regerings arbejde til topmødet, havde samtlige ministre fra regeringen desværre valgt at takke nej til at deltage i år.

Globalt Fokus brugte blandt andet topmødet på at lancere en ny politisk håndbog, som er skrevet i samarbejde med det globale NGO-netværk Together-2030, World Vision, Sightsavers, UNDP og Newcastle University. Bogen handler om, hvordan man fra civilsamfundets side kan engagere parlamentarikere i Verdensmålene og få dem til at arbejde aktivt med målene. Ligeledes afholdt Globalt Fokus sammen med den danske FN-Mission i New York, Novo Nordisk og Danmarks Statistik et arrangement der fokuserede på, hvordan man i partnerskaber kan blive dygtigere til at måle på Danmarks opnåelse af verdensmålene. Her deltog politisk medarbejder fra Sex og Samfund, Ida Klockmann, som repræsentant for Globalt Fokus. Hun lagde blandt andet vægt på, at danske NGO’er kan bidrage med data og dermed viden om marginaliserede grupper i befolkningen – dem som er sværest at få fat i og indsamle data omkring – og som Danmarks Statistik ikke nødvendigvis indsamler information om i deres arbejde.

Danmark igen nummer to – men er det overhovedet vigtigt?

I 2017 kom det globale initiativ Sustainable Development Solutions Network sammen med det tyske konsulenthus, Bertelmann Stiftung med en måling, som placerede Danmark som det næstbedste land i verden til at opnå Verdensmålene. Siden da er målingens resultat blevet fremhævet vidt og bredt af danske ministre og virksomhedsledere. Dette har givet anledning til en selvsikkerhed, der måske til tider har overskygget de udfordringer, som vi også har herhjemme med hensyn til at leve op til Verdensmålene. 

Til lanceringen af dette års måling under topmødet i New York lå Danmark igen nummer to, kun overgået af Sverige. Det mest interessante ved årets lancering var dog ikke spændingen angående Danmarks rangering – nærmere det modsatte. Til den efterfølgende debat blev der nemlig lagt stor vægt på det politisk sensitive i en sådan rangering. Endeligt blev det slået fast, at hovedformålet med den store globale analyse er at kigge på landes udfordringer. For eksempel erklærede en minister fra De Forenede Arabiske Emirater at ”Vi forstår, at vi må gå i panik, hvis vi har røde områder (udfordringer red.) og kalde det en katastrofe, hvis områder er grå (ikke målbare)”. Samtidig undrede det en højtstående embedsmand i det tyske Ministerium for Samarbejde og Udvikling, at Tyskland var placering som nummer 4, når Tyskland pr. den 2. maj 2018 havde opbrugt landets ressourcer for hele 2018 (den såkaldte ’overshoot day’).

I Globalt Fokus opfordrer vi til, at regeringen og andre interesserede personer i Danmark bruger den omfattende rapport til først og fremmest at se på nogle af de områder, hvor Danmark halter bagefter frem for at blive forblændede af Danmarks høje rangering. Eksempelvis viser målingen, hvordan vi er meget langt fra at opnå et bæredygtigt forbrug og produktion (mål 12), hvilket en nylig rapport udgivet af Nordisk Ministerråd ligeledes pointerer og går i dybden med. Danmark har desuden en lav score med hensyn til den såkaldte ’spill-over effekt’, der basalt set omhandler, i hvor høj grad vi trækker på andre landes ressourcer, når vi eksempelvis drikker kaffe, bruger shampoo eller køber tøj. 

Legitimerer FN undertrykkelse?

Til High Level Political Forum opfordres regeringer fra alle FN’s medlemsstater til at rapportere på deres arbejde med at opnå Verdensmålene, men det er frivilligt, hvor ofte og hvilke år de enkelte regeringer kommer til New York og rapporterer. FN opfordrer til, at landenes regeringer er inddragende i deres rapportering, hvilket betyder at regeringer på et tidligt tidspunkt skal inddrage civilsamfund, virksomheder og institutioner i drøftelser af, hvor dygtig man egentlig er i det givne land i sit arbejde med at opnå Verdensmålene.

Én af de største bekymringer blandt NGO’erne, der deltog i New York, var, at denne inddragelse desværre sjældent finder sted. I stedet har regeringer en tendens til helt at udelukke NGO’er og aktivister fra deres arbejde op til High Level Political Forum. Som blandt andet beskrevet af global koordinator ved den globale civilsamfundsplatform, Action for Sustainable Developmet, Oli Henman, resulterer det ofte i polerede præsentationer, hvor mange rapporterende lande kun beskriver de verdensmål, som de ifølge dem selv yder et særligt bidrag til og er tættest på at opnå, uden at landene anerkender ’huller’ i implementeringsstrategier, udfordrende verdensmål eller kommer med politiske planer for, hvordan man vil løse udfordringerne. 

Et konkret eksempel er et land som Egypten, der allerede har rapporteret to gange til HLPF. Egypten har brugt HLPF til at give omverdenen et signal om, at de tager Verdensmålene meget seriøst. Her bliver det dog tydeligt, at Egyptens regering kan vælge at sige, hvad den ønsker på HLPF uden at blive stillet til ansvar for den egentlige situation. For mens Egypten i år blandt andet snakkede om positive synergier mellem regeringen, privatsektoren og civilsamfundet, er virkeligheden i Egypten den, at den egyptiske regering forsøger at kvæle landets civilsamfund, hvor menneskerettighedsforkæmpere risikerer livstid i fængsel for deres arbejde for basale rettigheder. I praksis modarbejder den egyptiske regering opnåelsen af mål 16 om Fred, retfærdighed og stærke institutioner, selvom den til HLPF giver signal om det modsatte.

Samlet set giver landenes præsentationer et indtryk af en ekstrem høj grad af bæredygtighed, fordi man ikke efterlader plads til besvarelse af kritiske spørgsmål om, hvorvidt det nu egentlig også er korrekt. En analyse viser slutteligt, at langt de fleste af de mange hundrede små arrangementer til topmødet blev afholdt af repræsentanter uden for civilsamfundet.

Set i det større billede er det bekymrende, at FN - ved at godtage sådanne processer - indirekte er med til at legitimere en undertrykkelse af NGO’er og aktivister. Denne form for repression finder sted i stadig større grad globalt, og i mange lande kan det være en risikabel affære at være forkæmper for miljø eller menneskerettigheder. Så risikabelt, at det ofte er med livet som indsats.

Frivilligt eller forpligtende? 

Disse bekymringer bidrager til indtrykket af, at det uforpligtende High Level Political Forum bør ændres, hvis topmødet skal bidrage til en seriøs gennemgang af, hvor dygtige vi er på verdensplan til at arbejde med social, økonomisk samt klima- og miljømæssig bæredygtighed og skubbe dagsordenen fremad – på tværs af alle niveauer. Nok var der en positiv stemning igennem de 10 dage, nok var der et indtryk af, at vi faktisk bliver dygtigere globalt set, og nok blev et fælles ønske om at gøre mere italesat – men oplevelsen af en global optur udeblev. Naturligt nok, for hvis intet er forpligtende og alle præsentationer kun giver et ukritisk og poleret billede af virkeligheden, så bliver topmødet ikke et forum for konstruktiv dialog og debat, men et sted for usagligt pral og ligegyldige officielle håndtryk. 

Heldigvis er topmødets opbygning til forhandling næste år. I den forbindelse håber vi, at Udenrigsministeriets embedsmænd vil bruge forhandlingerne i FN til at presse på for, at landes regeringer i højere grad må forpligte sig til at involvere og inddrage interessenter fra hele samfundet i deres rapportering og gennemgang af deres arbejde med bæredygtighed. Samtidig håber vi, at forummet i højere grad bruges til at kigge frem, og at man som regering eksempelvis kan forpligte sig til konkrete aktiviteter – til inspiration for andre. Med den ekspertise vi har mødt i Udenrigsministeriet og på den danske FN-Mission i New York, er vi ikke i tvivl om, at Danmarks bidrag til forhandlingerne vil blive ambitiøst, og vi ser frem til at understøtte arbejdet i så høj grad som muligt.