Vil du være med til at arbejde for en bæredygtig udvikling for verdens fattigste? Interesserer du dig for udviklingspolitik i en dansk og international kontekst, og har du lyst til at bruge din viden i praksis? Så skal du søge praktikpladsen hos os! Globalt Fokus søger nye praktikanter til efteråret 2019. Se vores opslag om kapacitetsudviklingspraktikant her.

 

Globalt Fokus er et netværk af ca. 75 danske civilsamfundsorganisationer, som engagerer sig i internationale miljø-, udviklings- og nødhjælpsaktiviteter. Globalt Fokus er samtidig en del af det europæiske CONCORD-netværk, som har nationale platforme i hele Europa og repræsenterer mere end 2500 udviklingsorganisationer. Globalt Fokus er på den måde en central aktør i dansk, europæisk og international udviklingspolitik og arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden, båret af et stærkt og mangfoldigt civilsamfund.

 

Som politikpraktikant i Globalt Fokus kommer du tæt på den politiske virkelighed i en organisation, der dagligt arbejder med dansk, europæisk og international udviklingspolitik. Som praktikant vil du så vidt muligt kunne påvirke din opgaveportefølje alt efter faglige interesser og kompetencer.

 

Du vil samtidig blive tilknyttet et eller flere af disse overordnede arbejdsområder:

  • FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling
  • Dansk og/eller europæisk udenrigs- og udviklingspolitik
  • Politisk kommunikation

 

Det vil derfor være en fordel, hvis du har erfaring med eller faglige kompetencer indenfor:

  • Viden om særligt dansk og/eller europæisk udenrigs- og udviklingspolitik samt FN
  • Politisk kommunikation, erfaring med at skrive debatindlæg eller med at arbejde journalistisk – eller ønsket om at lære det
  • Dybdegående research og analyse, herunder evnen til hurtigt at kunne sætte dig ind i og forstå nye emner på baggrund af kvantitativt og/eller kvalitativt materiale
  • Indblik i politisk arbejde, f.eks. fra et parti, en politisk styret organisation eller lignende
  • Organisering af arrangementer såsom konferencer og debatter

 

Til gengæld tilbyder vi:

  • Et grundigt indblik i Danmarks og EU’s udviklingspolitik
  • Et indgående indblik i det danske og europæiske CSO-miljø
  • Dybdegående forståelse for FN’s verdensmål samt arbejdet for at opnå disse i dansk og international sammenhæng
  • Muligheden for at omsætte teori til praksis
  • Muligheden for at bidrage til indlæg og analyser i aviser samt online-medier
  • At deltage i events og møder, samt rejser til vores internationale samarbejdspartnere i relevant omfang

 

Som praktikant i Globalt Fokus vil du også indgå i sekretariatets daglige og administrative opgaver, som byder på assistance til medlemsmøder, kurser og workshops, samt at skrive til Globalt Fokus’ nyhedsbrev, hjemmeside og blogs. Hos Globalt Fokus vil du blive en del af et visionært, professionelt og uformelt team, hvor vi sætter tillid og ansvar højt.

 

Du skal være i gang med en relevant videregående uddannelse og have interesse for og kendskab til udviklingspolitiske spørgsmål. Du skal gerne have erfaring og trives med kommunikationsopgaver på både dansk og engelsk. Herudover lægger vi vægt på, at vores praktikanter er skriftligt velformulerede, selvstændige, engagerede og (om)hyggelige.

 

Praktikperioden løber fra d. 1. september 2019 til 31. januar 2020.

 

Yderligere oplysninger om praktikantstillingerne kan fås hos Astrid Alexandersen på aa@globaltfokus.dk/tlf. 22360879 eller hos Bjarke Vestergaard på bbv@globaltfokus.dk/tlf. 60151105.

 

Frist for ansøgning er inden midnat mandag d. 6. maj 2019.

 

Samtaler forventes afholdt i første halvdel af maj. Ansøgning og cv sendes til aa@globaltfokus.dk og bbv@globaltfokus.dk og mærkes ’Politikpraktikant’ i emnefeltet. I din ansøgning ser vi gerne, at du uddyber, hvor du ser dig selv, og hvad du kan bidrage med i forhold til de opstillede arbejdsområder og ønskede faglige kompetencer.

0
0
0
s2smodern
powered by social2s