Er du en dygtig kommunikatør med teknisk flair, grafiske evner, interesse for international udvikling og mod på at gribe mulighederne på forskellige digitale platforme? Så er du måske vores nye studentermedhjælper!

 

Globalt Fokus søger en ny studentermedhjælper, der vil tage ansvar for at kommunikere på tværs af vores forskellige digitale platforme – herunder især opdatering og udvikling af vores hjemmeside, redaktion og udsendelse af vores månedlige nyhedsbrev, grafisk design og målrettet brug af sociale medier.

Vi leder efter en studerende, der er dygtig til at kommunikere, har sans for målgrupper, vinkling og strategi, og er god til at videreformidle fagstof i et klart og fængende sprog via forskellige formater. Derudover skal du have teknisk flair, da du får ansvaret for at opdatere og udvikle vores hjemmeside, samt gode grafiske evner, eftersom du løbende vil producere forskellige slags grafiske produkter.

 

Vi er på udkig efter en skarp, selvkørende og fleksibel medarbejder, der brænder for kommunikation, digital brugervenlighed, design og international udvikling, og tager selvstændigt ansvar for at drive vores kommunikationsplatforme.

 

Da vi er et lille sekretariat, der lægger vægt på at hjælpes ad, vil der desuden forekomme andre løbende, administrative opgaver, samt praktisk hjælp til at forberede større arrangementer el.lign.

 

 

Dine ansvarsområder og opgaver:

  • Udvikling og implementering af kommunikationsplan i samarbejde med sekretariatet.
  • Opdatering og udvikling af hjemmesiden (opsat i Joomla), herunder samarbejde med vores webbureau.
  • Redaktionelt ansvar for månedligt nyhedsbrev.
  • Strategisk brug af sociale medier (Facebook, Twitter, LinkedIn).
  • Produktion af tekst og artikler til hjemmeside og nyhedsbrev.
  • Produktion af visuelt og grafisk materiale til diverse platforme.
  • Hjælp til praktisk forberedelse af arrangementer, fx kaffebrygning,

opsætning af programmer etc.

  • Diverse løbende administrative opgaver.

 

 

Den ideelle kandidat:

  • Dygtig kommunikatør – både mundtligt og skriftligt, på engelsk og dansk.
  • Erfaring med hjemmesideredigering.
  • Erfaring med grafisk design.
  • Fleksibel og struktureret med lyst og evne til at løfte eget arbejdsområde.
  • Kreativ og nytænkende med mod på udvikling.
  • Studiemæssig baggrund inden for kommunikation, journalistik, humaniora eller samfundsvidenskab.
  • Kendskab til og interesse for det internationale udviklingssamarbejde.

 

Du behøver ikke at kunne det hele i forvejen, men da du selvstændigt skal varetage kommunikationsarbejdet lægger vi vægt på, at du lærer hurtigt og selvsikkert kaster dig ud i nye arbejdsopgaver, og tager ansvar for at planlægge og varetage dit eget arbejdsområde.

 

 

Ansættelse:

Du vil blive ansat til 15 timer om ugen med start ca. 18. marts 2019. Lønnen Globalt Fokus’ husaftale og overenskomsten mellem Mellemfolkeligt Samvirke og HK/STAT. Arbejdsstedet er Globalt Fokus’ sekretariat på Rysensteensgade 3, 3. sal, 1564 København V. Du vil referere til sekretariatslederen.

 

 

Ansøgning:

Motiveret ansøgning, CV, studiepapirer og evt. anbefaling sendes til Organisationskoordinator Kamilla Lindgren på kl@globaltfokus.dk senest 4. marts kl. 23.59. Skriv ’Ansøgning: Webredaktør og kommunikationsmedarbejder’ i emnefeltet. Samtaler vil blive afholdt primo marts. Bemærk at det forud for ansættelsessamtaler vil være påkrævet at løse en mindre opgave. Spørgsmål om stillingen kan rettes til Kamilla Lindgren på 27 21 31 44.

 

 

Globalt Fokus:

Globalt Fokus er en samlende platform for danske foreninger og folkelige organisationer, engageret i internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter. Foreningen arbejder for en mere retfærdig og bæredygtig verden, hvor mennesker kan leve fri for fattigdom og udøve deres menneskerettigheder, båret af et stærkt og mangfoldigt civilsamfund. Intet mindre. Mere end 70 organisationer, der hver for sig er engageret i internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter, samarbejder i Globalt Fokus om at nå dette mål, bl.a. ved fælles faglig udvikling, fælles fokus på internationale dagsordener, fælles interessevaretagelse og fælles aktiviteter. Læs mere på www.globaltfokus.dk.

 

 

0
0
0
s2smodern
powered by social2s