”Alle, der vil verdensmålene det godt, er velkomne i Verdensmålenes Telt!”

 

Sådan satte sekretariatsleder for Globalt Fokus, Peter Christiansen, tre timers intens workshop i gang onsdag d. 17. januar. 72 personer fra 51 organisationer var samlet hos Globalt Fokus for at indgå i nye samarbejder på tværs af sektorer. Formålet var at skabe events til det nye ”Verdensmålenes Telt” på Folkemødet på Bornholm til sommer. Events, der bidrager til at udbrede viden om FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030, men fremfor alt events, som skaber mulighed for handlekraft og engagement hos deltagere og Folkemødets besøgende.

 

Realiseringen af Verdensmålenes Telt begyndte i samarbejdet med Hammershus Faritrade, som med deres internationalt orienterede events i det Globalt Telt siden Folkemødets start, bringer stærke erfaringer ind i Verdensmålenes Telt.

 

Med Verdensmålenes Telt ønsker Hammershus Fairtrade og Globalt Fokus at skabe en tværsektoriel platform for alle med de 17 verdensmål på hjerte – en platform hvor danskerne igennem folkenær dialog, debat, fordybelse, kunst og kultur kan løfte vor tids vigtigste samtale højere og videre.  

 

Den 7. februar samles alle ideer til events, og programmet for teltet sættes sammen med fokus på at sikre stor diversitet og konkrete forslag til handling. Der er jo kun 13 år til at nå i mål inden 2030.

 

Ved spørgsmål til teltet rettes henvendelse til Rina Lauritzen Trautner på rlt@globaltfokus.dk.

 

Find infoark om Verdensmålenes Telt her.