Er du ferm til at arbejde med hjemmesider og kommunikation? – så er du måske den, vi søger!

 

Globalt Fokus søger lige nu to studentermedhjælpere, der brænder for civilsamfundets rolle i udvikling. Dette opslag vedrører stillingen som studentermedhjælper til kommunikation og web. Se opslaget for stillingen som studentermedhjælper til politisk interessevaretagelse her.

 

Globalt Fokus er en samlende platform for danske foreninger og folkelige organisationer, engageret i internationale udviklings-, miljø- og humanitære aktiviteter. Som web- og kommunikationstudentermedhjælper får du primært  ansvar for opdatering og udvikling af hjemmesiden www.globaltfokus.dk, Globalt Fokus’ månedlige nyhedsbrev samt kommunikationsopgaver ifm. Globalt Fokus’ arrangementer.

 

Opgaverne vil både være af teknisk og kommunikationsmæssig karakter. Det er vigtigt at have teknisk snilde og overblik i forhold til arbejdet med hjemmesiden, hvor der både vil være opgaver omkring udvikling, kommunikation med webbureau, samt formidling og vejledning til sekretariatet. Du skal kunne formidle fagstof m.v. enkelt og spændende, på forskellige vidensniveauer, både i artikler til hjemmesiden og i nyhedsbrevet. Stillingen omfatter også forberedelse og deltagelse i forskellige arrangementer fra mindre arbejdsgruppemøder til store konferencer – ofte med udviklingskommunikation som tema. Herudover vil der være en række skiftende opgaver på sekretariatet med alt fra kaffebrygning til grafiske opgaver.

 

Vi er på jagt efter en skarp og fleksibel medarbejder, med interesse for hjemmesider, kommunikation, formidling og dansk udviklingsbistand. Vi forestiller os, at du har mindst 1,5 år tilbage af din uddannelse.

 

Ansvarsområder og opgaver:

 

  • Opdatering og udvikling af hjemmesiden (Lavet i Joomla)
  • Redaktionelt ansvar for nyhedsbrevet
  • Produktion af tekst og artikler til hjemmeside og nyhedsbrev
  • Primær kontakt til webbureau vedr. hjemmeside
  • Udvikling og implementering af kommunikationsplan i samarbejde med sekretariatet.
  • Praktisk forberedelse af møder, seminarer, kurser og lignende inkl. kaffebrygning, opsætning af programmer etc.

 

Profil:

  • Erfaring i at arbejde med hjemmesider – gerne i Joomla
  • God kommunikator - både mundtligt og skriftligt, på engelsk og dansk
  • Fleksibel og struktureret med lyst og evne til at løfte administrative arbejdsopgaver, men også kreativ og nytænkende med mod på udvikling
  • Studiemæssig baggrund indenfor kommunikation, medievidenskab eller IT
  • Kendskab til og interesse for dansk udviklingsbistand og Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde
  • Erfaring med Photoshop, InDesign og lignende er en fordel.

 

Ansættelse:

Stillingen er tidsbegrænset til 5 måneder med mulighed for forlængelse. Du vil blive ansat 15-20 timer/uge (m. fleksibilitet) med start ca. 1. august 2017. Stillingen er lønnet. Arbejdssted er Globalt Fokus’ sekretariat, Rysensteensgade 3, 3. sal, 1564 København V.

 

Ansøgning:

Motiveret ansøgning (inkl. CV og andre relevante dokumenter) sendes til Kamilla Lindgren på kl@globaltfokus.dk senest den 25. juni. Skriv ’Ansøgning - Kommunikationsstudent’ i emnefeltet. Samtaler vil blive afholdt snarest muligt derefter. Spørgsmål om stillingen kan rettes til Sofia Hansen på mail sah@globaltfokus.dk.