I anledning af Rom-traktatens 60-års dag mødtes repræsentanter for civilsamfundet under overskriften ”The Europe we want”. Her blev det især slået fast, at den nuværende strategi for at forandre Europa – ved at påvirke politikerne og institutionerne i Bruxelles – ikke har den fornødne gennemslagskraft. Nye strategier må udvikles.

 

Af Peter Christiansen, sekretariatsleder i Globalt Fokus

Rejsen er nået til en skillevej

Europa står overfor en skillevej. Et fortsat bureaukratisk og neoliberalt Europa der vil byde på mere ulighed med en stærkere men mindre legitim overklasse – eller et nationalistisk og fremmedangst Europa som vil disintegrere og anspore til konflikt, angst og frygt. Og endelig er der et mindre synligt spor, nemlig det europæiske folks visionære, solidariske og alternative Europa. Et Europa hvor vi kommer hinanden ved, finder lokale og fælles løsninger og lærer af hinanden.

 

Om der er nogen forbindelse mellem EU’s 60 års fødselsdag og det forrygende forårsvejr i Rom, eller om foråret varsler nye tider for et EU i akut legitimitetskrise, er ikke til at vide. Men Europas ledere mødtes i Rom i anledningen af 60-året for Rom-traktaten på en meget dyster baggrund.  De kunne se tilbage på Europas opnåede resultater, men især reflektere over de væsentlige udfordringer Europa i dag står overfor og drøfte, hvordan det fremtidige Europa kan og bør se ud.   

 

Udfordringer der truer legitimiteten i den Europæiske Union står i kø. Se blot på Brexit, den stigende populisme og nationalisme i medlemslandene, den stigende ulighed, arbejdsløshed, eller ”working poor” realitet som millioner af europæere lider under. For ikke at glemme den nuværende geopolitiske kontekst med tiltagende konflikt i forhold til Tyrkiet og Rusland, og endelig med en forrykt præsident og ustabile relationer til USA.

 

Øverst på lystavlen står dog den inkompetente og inhumane håndtering af flygtningene, der de sidste år i stort tal er flygtet til Europa fra krigene i Afghanistan, Syrien og Irak. Her har det politiske lederskab i EU vist sin mangel på anstændigt værdigrundlag og simpel evne til at koordinere og sikre en håndtering af en situation som overhovedet ikke burde ryste Europa i den grad det har gjort.

 

Der er et udtalt behov for, at den Europæiske Union og dens institutioner ændrer kurs tilpasset borgernes realiteter, drømme og håb, hvis Unionens langsigtede relevans og overlevelse skal sikres. Det er nu vi skal genoverveje den vej vi rejser. Det er nu at vi skal bygge videre på vores resultater og lægge fundamentet for europæisk integration for de næste 60 år.

Civilsamfundet må føre banneret

Folk stiller med rette spørgsmålstegn ved den Europæiske Unions raison d’être, tilliden til Unionen og dens offentlige institutioner er faldende, og der er et generelt manglende håb for, at den Europæiske Union kan og vil adressere de mest presserende udfordringer på behørig vis.

 

Og det er her vi som civilsamfund og som borgere i Danmark og i den Europæiske Union må og skal spille ind. På mødet i Rom blev det klart, at civilsamfundet også er ramt af krise. Vi må også erkende, at vores institutioner, arbejdsgange og mobiliseringsteknikker bør gennemgå forandringer. I Rom var vi samlet fra de fleste medlemslande og der var enslydende fortællinger om generel afmagt overfor et politisk niveau der ikke reagerede på udfordringerne, manglende interesse i det fælles europæiske projekt og manglende evne til at mobilisere borgere på solidaritet og fælles værdier og rettigheder.

 

Politikerne ikke udviser ikke det rette lederskab. Senest har Junckers hvidbog blot vist, at der ikke er store progressive reformer i vente. Mange frygter, at lettelsen over valgresultatet i Holland blot vil få lederne i EU til at afblæse alarmen. Dette manglende lederskab betyder, at civilsamfundet må ændre taktik. Vi har for længe entydigt forsøgt at få politikerne til at ændre kurs, men de hverken kan eller vil og vi må selv vise handling og skabe nye fortællinger, der samlet set kan vise alternativer og samtidig vise politikerne, hvor vi vil hen.

En levende modmagt spirer i Europa

Overalt i Europa er folk ved at finde sammen i mindre, lokale netværk og fællesskaber. Nye former for produktion, boformer, alternative indkøbsforeninger, økologiske landbrug, nye borgerdrevne initiativer, der viser solidaritet med flygtninge og andre udsatte, alternative undervisningsformer, og digitale kampagne-organisationer skyder frem i de fleste lande.

 

Hver især udgør de måske kun mindre åndehuller og tiltrængte lokale fællesskaber. Men samlet set, som et europæisk netværk af alternativer udgør de en magt – en levende modmagt og et eksemplarisk billede på hvordan vi som borgere vil leve vores liv.

 

Samlet set er organiserede landsbyer og bykvarterer det netværk, som kan danne alternativ til fortsat neoliberal ulighed og polarisering eller den stigende nationalisme og fremmedhad. Civilsamfundet har derfor en vigtig og meget påtrængende rolle i at støtte, udvikle og identificere de lokale fællesskaber og få dem integreret i et nationalt og europæisk netværk.

 

Når de gamle organisationer, politiske partier, fagforeninger, og kirkelige organisationer forstår, at de ikke kan levere svarene, men at den nye klangbund for politisk forandring findes i den decentrale organisering af almindelige mennesker, som de må lytte til og understøtte – så kan vi igen blive den folkelige modmagt, der kan sætte dagsordenen i Europa.

0
0
0
s2sdefault
powered by social2s