Først og fremmest tak til Adam Moe Fejerskov, der i sit blogindlæg d. 25/5 sætter spot på Globalt Fokus’ arrangementsrække, CSO Futures, Innovation & Partnership Programme, der fokuserer på gentænkning af civilsamfundets rolle i forhold til udviklingsdagsordenen.

 

For det er jo ganske vist, at der er stor brug for det særlige, som NGO’erne kan, i en fremtid der ser mere anderledes ud, end fremtiden har gjort længe – samtidig med, at samme NGO’er har fået kniven for struben med store nedskæringer, der gøre det til en hasteopgave at finde nye finansieringsmodeller for organisationerne. Med det nye program forsøger vi fra Globalt Fokus’ side ikke at formidle hurtige smarte løsninger, ukritisk tilpasning eller konstant innovation som svaret på civilsamfundsorganisationernes fremtid, som Adam Moe Fejerskov kritiserer det for. Det er faktisk den modsatte logik, der ligger bag vores lancering af et program, der giver mulighed for halvandet års fælles udforskning af løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer for det danske civilsamfundsmiljø.

 

Derfor er vi også glade for de gode pointer, Adam rejser (som vi langt hen ad vejen er enige i), og sætter pris på muligheden for at diskutere og præcisere nogle centrale forhold. Vi håber også, at Adam har lyst til at deltage i nogle af aktiviteterne under CSO-programmet i fremtiden.

Nye mål og andre vilkår kræver forandringer

Store forandringer i det felt, som civilsamfundsorganisationer med fokus på international udvikling arbejder i, kræver, at vi udvikler det vi gør og måderne vi gør det på. Verden forandrer sig, med nye globale verdensmål og store grænseoverskridende udfordringer. Udviklingsbistand er ikke hvad den har været – hverken i Danmark, hvor store nedskæringer taler et tydeligt sprog, eller internationalt.  Derfor står også civilsamfundsorganisationerne overfor, at skulle identificere vores fremtidige rolle i forhold til at gøre verden mere retfærdig og bæredygtig. Vi vil ikke gøre op med organisationernes kerneidentitet. Vi vil ind til en anden kerne, der handler om hvordan CSO’erne sammen – og hver for sig – bedst udfylder vores rolle i en foranderlig kontekst, i det globale Syd og såvel som i Nord.

 

Det seneste års nedskæringer har sat det, med den forandrede kontekst, på spidsen. Nedskæringerne har givet hele vores miljø en mavepuster, som vi nu prøver at rejse os fra og agere i forhold til. Derfor handler nye roller ikke mindst om at finde nye finansieringsmodeller – og om at vores identitet i denne sammenhæng skal holdes op mod udviklingen af mulighederne.

 

På det værdimæssige plan må vi, som civilsamfund, naturligvis udfordre de brutale nedskæringer og stå fast på vigtigheden af vores globale engagement – ikke blot for vore egne organisationers skyld, men fordi vi sammen arbejder for Danmarks ansvar i verden. Dette nødvendiggør, at vi fortsat står stærkt, både som civilsamfund og som enkelte civilsamfundsorganisationer.

 

CSO Futures har en overordnet målsætning om at fremme, at de danske civilsamfundsorganisationer også i fremtiden står stærkt. Programmet er et længere forløb, der både skal inspirere og føre frem til konkrete værktøjer til medlemmernes forandring. Helt grundlæggende handler det ikke mindst om, at være - og i stigende grad blive - skarpere på kerneværdier, formål og faglighed. Vi ser ikke dette som modsætninger til nytænkning eller innovation.

 

Det er også grundlæggende for programmet, at det ikke handler om konstant innovation og ukritisk tilpasning, men om, at den ændrede kontekst pt. kalder på – hvis ikke gentænkning – så nytænkning. Nytænkning, der ikke kommer af hurtige løsninger, som ikke implicerer at give afkald på værdier, formål og missioner – eller handler om at halse efter forandringer, der suser afsted, blot for at overleve som organisation. Vi skal træffe nogle overvejede og inspirerede valg omkring vores egen rolle. Vi skal finde ud af, hvordan vi fortsat kan agere tidssvarende i en forandret og foranderlig kontekst, for at nå de overordnede mål, der ikke har forandret sig.

Vi har brug for at række ud over vores egne grænser

CSO Futures’ tager afsæt i, at det er svært, at se radikalt nye løsninger i en dagligdag, hvor man bruger en stor del af sin tid på at leve op til de krav og systemer, som er defineret af det eksisterende paradigme. Systemer, som måske i mange organisationer har fået et eget liv, og hvor vedligeholdelsen og administrationen af dem er så krævende, at mange ledere føler sig ret fjernt fra organisationens vision eller kerneværdier i dagligdagens løsninger.

 

Det kræver et særligt lederskab, at se sin organisations fremtid – uanset om man vil holde fast i sit formål eller forsøge at redefinere det. Det kræver en del at prioritere de processer, der giver tid til at forstå, både den omgivende verden og ens organisation, i relation til den forandrede kontekst - og til at se mulighederne. Det kan samtidigt være svært at løse nutidens problemer indenfor den tænkning og ramme, hvor de er opstået.

 

I løbet af CSO Futures, Innovation and Partnership-programmet vil vi gerne hjælpe vores medlemsorganisationer ved, at række ud over vores eget lille miljøs grænser og invitere andre stemmer ind fra en global kontekst, andre sektorer, nye typer af organisationer, etc. 

 

Vi har det seneste år fulgt Burkhard Gnärigs og International Civil Society Centres arbejde med at analysere de brudflader, som civilsamfundsorganisationer står midt i. Det har bl.a. sat os på sporet af gode pointer om relationen mellem lederskab, vision og nye forretningsmodeller, som positivt kan ’forstyrre’ vores gængse forståelser.

 

Men vi ønsker ikke blot at formidle en enkelt stemme eller én enkelt tilgang til arbejdet. Det ville ikke passe til formålet. Der er mange mulige veje at gå, når man ikke vil stå stille. Derfor kommer der også en række andre perspektiver i løbet af programmet, næste gang med Duncan Green fra Oxfam på workshoppen Fit for the Future? d. 9. juni. Vi ser frem til at fortsætte den vigtige debat om, hvordan fremtidens udviklings-NGO ser ud.

 

 

0
0
0
s2sdefault
powered by social2s