Et turbulent år er ved at rinde ud. Globalt Fokus opstod i maj – og både medlemmer og sekretariat har arbejdet hårdt, med at starte alt det nye op, samtidig med at vi gennemførte de planer, som var lagt for hhv. Concord Danmark og NGO FORUM for 2014.

 

Når julefreden, om ikke så længe, sænker sig – kan vi se tilbage på et år, hvor nye strukturer for samarbejde skulle bygges – både blandt medlemmer og i et sammenført sekretariat.

 

Vi har i både overført og konkret betydning haft alt i flyttekasser, som nu er ved at være pakket ud. Vi har en ny organisatorisk struktur og politisk ledelse, nye fora for samarbejde, en ny hjemmeside, et nyt sekretariat i Rysensteensgade og meget snart et nyt – eget – administrationssystem.

 

Samtidig har vi bl.a. leveret i en skarp og imødekommende dialog med nye EU-parlamentarikere og danske beslutningstagere. Vi har også givet stærke indspark i processerne omkring finansiering af udvikling, Aidwatch og Post2015. Sekretariatet trak rigtigt hårdt, da vi i november både var vært for en stor, international konference om de næste globale mål for bæredygtig udvikling og holdt trådene i en stor fælles kampagne, som vi stampede op ad jorden med ganske kort varsel – og ikke kunne have leveret uden store indsatser fra medlemmer. Her viste vi, at vi har en meget stor stemme, når vi siger noget sammen. Jeg vil også nævne, at vi nu har en helt ny og meget lovende ramme for vores fælles kapacitetsudvikling og puljen til kapacitetsudviklingsinitiativer; at vi har afholdt master classes udi kommunikation og kampagne; og at Verdens Bedste Nyheder vækker mere og mere – også international – interesse. Vi er på vej mod at blive endnu stærkere – og mod at blive endnu mere synlige.

 

Som ovenstående måske fortæller, har vi haft meget travlt i sekretariatet. Og mange medlemmer har også trukket ekstra meget i den opstartsperiode, som især det sidste halvår har udgjort. Vi har bygget systemer, processer og procedurer, som det bliver fantastisk at opleve udfoldelsen af i det nye år. Vi er ved at finde vores vej og den går, ad forskellige stier, mod vores fælles vision om en mere retfærdig og bæredygtig verden, hvor mennesker kan leve fri for fattigdom og udøve deres menneskerettigheder, båret af et stærkt og mangfoldigt civilsamfund. Det er vores medlemmer som har sat retningen, med en ambitiøs arbejdsplan, som vi alle tager fat på, så snart julefreden er ovre.

 

2015 er et vigtigt år for verdens fattige og for vores fælles fremtid. Skelsættende aftaler skal indgås og vi skal påvirke dem, så meget som muligt. Vi har bl.a. blikket rettet mod FN’s konference om finansiering af udvikling i juli – og FN’s generalforsamling i september, hvor nye mål for bæredygtig udvikling skal sættes, samt en afgørende klimakonference i Paris – COP21 i december. Og vi har planer for, hvordan vi bliver endnu bedre til at gøre det, som vi gør bedst.

 

Men først en god og rolig jul til jer alle – og så et forrygende nyt år, hvor vi gør den forskel, som vi er sat i verden for at gøre.

 

Godt Nytår!

0
0
0
s2smodern
powered by social2s