Både ministre, politikere, eksperter og borgere brugte uge 8 til at diskutere verdensmålene og forskellige aspekter af bæredygtig udvikling på Christiansborg. Måske uge 8 er en indikation på bæredygtighedens indtog i de politiske kamre?

Af politisk rådgiver, Bjarke Vestergaard

 

Det startede med et samråd. Så et samråd mere. Så en debat. Så en konference. Og så den store finale med en høring i Finansudvalgets parlamentariske arbejdsgruppe for verdensmålene. Uge 8 i 2019 var en uge med bæredygtig udvikling og verdensmålene i centrum. Globalt Fokus var med hele vejen sammen med en lang række medlemsorganisationer. Det blev en uge, som kan indikere nye tider på Christiansborg med sociale, økonomiske sat miljø- og klimamæssige bæredygtige dimensioner i fokus. Nedenfor følger hovedpointerne fra hele ugen.

 

 

Ministrenes forklaringer

Et samråd med Finansminister, Kristian Jensen (V) udgjorde tirsdag den 19. februar starten på det man lidt kreativt kan kalde ”Verdensmålenes uge” på Christiansborg. Finansministeren var indkaldt i Finansudvalget til at forklare nærmere om den danske regerings arbejde med at opnå verdensmålene i Danmark. Her fremhævede han regeringens handlingsplan for opfølgning på verdensmålene i 2017, en stadig større dialog med interessenter som kommuner, regioner, civilsamfund og virksomheder samt konkrete lovmæssige tiltag. Finansministeren måtte dog også beklage, at et længe ventet instrument til vurdering af, om lovforslag og andre initiativer til beslutning i Folketinget har konsekvenser (positive som negative) for opnåelsen af verdensmålene endnu engang bliver udskudt. Ministeren uddybede, at instrumentet tidligst bliver taget i brug i Folketinget fra oktober 2019 i forbindelse med starten på 2019/2020 folketingsåret.

 

Senere samme dag var det Minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs (V), der var kaldt i samråd i Udenrigsudvalget. Samrådet omhandlede Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og spørgeren til samrådet, Christian Juhl (Ø), spurgte blandt andet til, om investeringer gennem IFU reelt er bæredygtige. Et spørgsmål der blev begrundet med, at IFU har investeret i kulkraftværker og store grisefarme rundt om i verden. Ministeren slog fast, at IFU blandt andet støtter op om Paris-aftalen fra 2015, og at IFU er i gang med at udarbejde en selvstændig klimapolitik med involvering af inddragelse af relevante aktører - herunder civilsamfundet. Samtidig betonede ministeren, at det er svært at øge adgangen til moderne energi i de mindst udviklede lande uden et vist bundniveau af fossile brændstoffer, men at moderne grisebrug giver mindre udledning af drivhusgasser end i traditionelle svinebrug, og derfor bidrager til en bæredygtig udvikling i landene. En udmelding Christian Juhl ikke umiddelbart var enig i, hvilket du kan se mere om her.

 

 

”Leave no one behind”, flygtninge og migration

Onsdag den 20. februar inviterede Røde Kors og Folketingets tværpolitiske netværk for Verdensmålene til debat om verdensmålene med udgangspunkt i ”Leave no one behind” princippet og spørgsmålet ”hvordan får vi alle med?”. Oplægsholdere fra Institut for Menneskerettigheder, Røde Kors og Global Compact Danmark fremhævede blandt andet den store udfordring, det er at sikre bæredygtig udvikling for verdens fattigste eller mest marginaliserede personer samt at både civilsamfund, private virksomheder og lokale myndigheder har et ansvar. I en efterfølgende debat mellem politikere betonede Yildiz Akdogan (S) blandt andet, at relevans, geografisk afstand og realpolitik desværre ofte kommer i vejen for arbejdet med at sikre mennesker ude i verden bedre levevilkår. En anden af politikerne, Martin Lidegaard (R) insisterede på optimisme og gjorde det klart, at vi på verdensplan faktisk har råd til at sikre en bæredygtig vækst for alle, men at opgaven med at kanalisere finansielle midler i den rigtige retning er enorm og noget, som vi på ingen måde er lykkedes med (endnu).

 

Torsdag den 21. februar var flygtninge og migranter i fokus. På samme tid som regeringen og Socialdemokratiet vedtog en L140 om hjemsendelse af flygtninge, afholdte FN-Forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp og Globalt Fokus konference om de to nyligt vedtaget FN aftaler om henholdsvis flygtninge og migranter. Fokus lå dermed på et konkret emneområde, der også fylder meget i 2030-dagsordenen. Verdensmålene blev bragt på banen til arrangementet som ramme for at forstå migration og flygtninge i relation til andre dimension af bæredygtig udvikling såsom klima og bæredygtig vækst. Læs en reportage og hovedpointer fra arrangementet her.

 

 billede til nyhedsbrev

Den store finale

Fredag den 22. februar skulle finalen stå. Finansudvalgets parlamentariske arbejdsgruppe for verdensmålene inviterede til åben høring om fremdrift på 2030-dagsordenen og monitorering af fremdriften. Finansminister, Kristian Jensen (V) og hele 10 interessenter på tværs af det danske samfund var inviteret til at få foretræde foran arbejdsgruppen i Fællessalen på Christiansborg foran over 100 interesserede borgere. Globalt Fokus’ formand, Rasmus Stuhr Jakobsen, var en af de 10 inviterede. I sit oplæg præsenterede Rasmus Stuhr Jakobsen Globalt Fokus’ nye idekatalog til politisk handling i verdensmålenes navn. Samtidig fremhævede Rasmus flere områder, hvor politikerne med fordel kan sætte ind for at sikre fremdrift – såsom at fokusere på finansiering af dagsordenen og huske vigtigheden af verdensmålene gensidige afhængighed i opnåelsen af dem.

 

Mange timers dialog, debat og diskussion blev på den måde afsluttet med opfordringer om politisk handling fra Globalt Fokus’ og mange andre aktørers side. Efter en sådan uge bliver det nu spændende at se, om de mange pointer fra ugens arrangementer tages med videre ind i det konkrete politiske arbejde på Christiansborg og i ministerierne. Som Rasmus Stuhr Jakobsen forklarer det i pressemeddelelsen for Globalt Fokus’ idekatalog må det gerne ske – hellere før end senere:

”Vi ser klimakrise, ulighedskrise, tab af biodiversitet, menneskerettigheder under pres globalt. Problemerne kalder på politisk handling nu.”

 

 

0
0
0
s2smodern
powered by social2s