En game-changer versus et paradigmeskifte

Mens politikerne i Folketingssalen godkendte Lov 140 om det meget omtalte paradigmeskifte i udlændingepolitikken, diskuterede en række eksperter, praktikere og politikere i den tilstødende Fællessal, hvordan FN’s nye aftaler for flygtninge og migranter kan blive en game-changer i at løse de samme udfordringer globalt. Talerne fremhævede, at bedre samarbejde mellem lande og sektorer er helt afgørende for at løse de globale flygtninge- og migrationsudfordringer – og understregede samtidig, at Danmark også må give indrømmelser for at sikre en effektiv implementering af FN-aftalerne.

Af: Jonas Kragelund Andersen og Astrid Alexandersen

Med en propfyldt Fællessal på Christiansborg som ramme var Globalt Fokus i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp og FN-forbundet den 21. februar værter for konferencen ’ Globale løsninger for flygtninge og migranter’. Konferencens talere fokuserede i en positiv tone på, hvad aftalerne kan, og på hvordan Danmark kan spille en rolle i implementeringen af aftalerne, både nationalt og internationalt. På den måde stod konferencens budskaber i skarp kontrast til den politiske diskussion, der foregik i nabolokalet, om et såkaldt paradigmeskifte i udlændingepolitikken, hvor integrationsydelsen for flygtninge nu – ganske illustrativt – skal hedde hjemsendelsesydelse.

Professor Thomas Gammeltoft-Hansen indledte konferencen med et oprids af baggrunden for og indholdet i de to FN-aftaler, der i deres fulde længde hedder Global Compact on Safe, Orderly and Regular Migration og Global Compact on Refugees. Gammeltoft-Hansen understregede, at begge aftaler ikke er juridisk bindende, og at deres outcome i høj grad afhænger af, hvad der politisk fyldes i dem. Han sagde blandt andet, at udmøntningen må være efter devisen ”noget for noget”, og at spørgsmålet om ansvars- og byrdefordeling mellem stater i nord og syd er helt centralt.

Spot på flygtningeaftalen

I konferencens første panel fokuserede talerne på forskellige aspekter af flygtningeaftalen. Repræsentant for UNHCR i Nordeuropa, Henrik Nordentoft, mente, at aftalen kan blive en game-changer, idet den kan være med til at skabe bedre forhold og muligheder for flygtninge og samtidig sikre bedre støtte til både værtslandenes befolkninger og regeringer. Nordentoft forklarede, at flygtningeaftalen bør ses som et operationelt tillæg til flygtningekonventionen, der, trods sine juridisk bindende elementer, i sin nuværende form intet siger om, hvordan arbejdet konkret skal fordeles landene imellem. Med aftalen lægges der op til, at værtslande i højere grad fokuserer på at styrke flygtninges rettigheder og fremtidsmuligheder, så flygtninge får bedre adgang til id-kort, uddannelse, jobs, sundheds- og bankydelser.

Karin Elisabeth Lind, landechef for Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Kenya, fortalte i sit oplæg, hvordan disse elementer i aftalen allerede er ved at blive implementeret i nogle lande. Både Kenya og Uganda udmærker sig ved progressive flygtningepolitikker, hvor flygtninge eksempelvis har ret til at arbejde, til at flytte sig fysisk og starte virksomheder. Folkekirkens Nødhjælp skubber i deres arbejde på for at fremme denne udvikling og samarbejder med lokale aktører for yderligere at sikre flygtninge adgang til jord.

Josephine Fock, direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp, bifaldt også aftalens fokus på at give flygtninge mulighed for at blive selvforsørgende og inkluderet, men problematiserede i samme ombæring udviklingen i dansk politik, hvor stramningerne bliver stadigt flere - en direkte modsætning til formålet med flygtningeaftalen. Henrik Nordentoft var meget enig i, at det er vanskeligt at fastholde fokus på, at de positive elementer i det danske integrationssystem, når ”højtaleren, der annoncerer nyhederne om flygtninge i Danmark, er ladet med symbolpolitik”.              

Spot på migrationsaftalen

Konferencens andet panel havde fokus på migrationsaftalen, hvis formål er at fremme det internationale samarbejde omkring migration og menneskelig mobilitet. Aftalen er den første af sin slags på området, og som en del af konferencens andet panel forklarede seniorforsker ved DIIS, Hans Lucht, at man med aftalen ihærdigt forsøger at nuancere opfattelsen af, hvad en migrant er. Migration er langt fra kun menneskestrømninger fra det globale syd til nord, men foregår derimod både internt i regioner og nationer – migration er en del af vores liv, og aftalen vedrører derfor os alle, lød budskabet fra Peter Klansø, Dansk Flygtningehjælp. Både Lucht og Klansø pointerede de positive følger ved migration, hvor specielt den vitale effekt remitter har på den økonomiske udvikling i hjemlandene, blev understreget.

Trods en kærkommen nuancering af migrationsbegrebet og en rettighedsbaseret tilgang, så svarer migrationsaftalen ikke på, hvilke konkrete tiltag der skal ske på området og udstikker ingen retningslinjer for samarbejdet. Lucht pointerede, at en udveksling, hvor uønskede irregulære migranter hjemsendes i takt med at højtuddannede mennesker strømmer ud, selvfølgelig er en ”no deal” for de afrikanske lande. Klansø tilføjede yderligere, at den frivillige rapportering, aftalen ligger op til, er problematisk, da den gør det svært at stille regeringer til ansvar for de indgåede aftaler. Civilsamfundet har derfor her en vigtig rolle at spille i forhold til monitorering af udviklingen.                         

En politisk virkelighed afkoblet fra fakta

Konferencens opsamlingspanel bestod af Jan E. Jørgensen fra Venstre, Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp og Thomas Gammeltoft-Hansen, og her var fakta- og evidensbaserede tiltag i fokus. Friis Bach pointerede vigtigheden af at flytte sig væk fra kriseretorikken, da den ofte ikke har hold i virkeligheden og dermed bliver en hindring for konstruktive løsninger. I forlængelse heraf stillede Gammeltoft-Hansen kraftigt spørgsmålstegn ved idéen om, at jo dårligere man gør vilkårene for flygtninge og migranter, desto større er chancen for, at folk fravælger at migrere. Gammeltoft-Hansen understregede, at der ikke findes videnskabelige evidens, der understøtter dette.

Jan E. Jørgensen argumenterede for at, man bør aflive myten om, at flertallet af migranter ønsker at opholde sig permanent i Europa – langt størstedelen ønsker at arbejde udenlands i en årrække, for derefter at vende hjem og investere optjente midler lokalt. I den forbindelse henviste Birgitte Qvist-Sørensen til, at green-card ordninger og en større inddragelse af den private sektor herhjemme ville være konstruktive tiltag, der kunne bidrage til et velfungerende samarbejde mellem afrikanske og europæiske lande. Der var bred enighed i panelet om, at fremtidige politiske tiltag skal være baseret på evidens, og Friis Bach fremhævede, at data fra felten har stor vigtighed, hvis vi skal blive bedre til at forstå sammenhængene og årsagerne til de menneskestrømninger, vi ser, og dermed være i stand til at finde de produktive globale løsninger.

FN’s to aftaler for flygtninge og migranter er et vigtigt første skridt på vejen mod et bedre og mere effektivt internationalt samarbejde om at sikre bedre vilkår for sårbare grupper, der migrerer på tværs af grænser, og kan forhåbentligt være den game-changer, der gør, at ord bliver til handling.