Hvad sker der med OECD DACs nye regler for, hvad der kan registreres som udviklingsbistand? Hvorfor ender så mange bistandspenge aldrig i udviklingslandene? Og hvad er egentlig Danmarks bistandsstrategi? Der er mange spørgsmål at stille angående de mange nye bistandspolitiske trends. Dem prøvede vi i Globalt Fokus at sætte fokus på ved vores bistandspolitiske fyraftensarrangement her i november.

 

Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Adam Moe Fejerskov, og Globalt Fokus egen politiske rådgiver, Mathias Ljørring, stod for de faglige inputs ved fyraftensarrangementet. Mødet var en lejlighed for medlemmer og alment interesserede til at få et indblik i de danske, internationale og europæiske bistandstrends – med fokus på CONCORD’s AidWatch rapport om den europæiske udviklingsbistand i 2016.

Modvilje til at tilslutte sig 0.7% klubben

Blandt de belyste og senere hen diskuterede temaer på aftenen var det nye landskab, som har formet rammerne for de bistandspolitiske diskussioner.

 

Et af de ændrede landskaber er kortet over fattigdom, der har rykket sig siden de første verdensmål blev introduceret. Således er fattigdommen er rykket fra Mellemudviklet lande som Indien til Mindstudviklede lande som dem, der ses i Sub Sahara-Afrika. Denne ret substantielle ændring til trods, så er stigningen af udviklingsbistand til de mindstudviklede lande minimal, hvis slet ikke eksisterende.

 

Den manglende respons på det ændrede bistandslandskab afspejles også i den årelange kamp om at hæve verdens udviklingsbistandsandel, hvor der er ved at opstå et kontinuerligt A og B hold blandt landene. De lande, som hidtil har overholdt FN minimumskravet på 0.7% for BNP til udviklingsbistand er også de eneste lande, der blandt bistandseksperterne forventes fortsat at ramme dette niveau. Det betyder samtidig, at det er de færreste lande, der viser interesse i at hæve deres bidrag til udviklingsbistanden for at blive en del af 0.7% klubben. En opstået problemstilling er derfor, hvorvidt det fortsat skal være størrelsen af udviklingsbistanden og ønsket om de 0.7%, som bør være et mål i sig selv eller, at der mere skal ses på indholdet af de procent som donorlandene vælger at give i udviklingsbistand?

Nye trends, nye regler

På indholdssiden af udviklingsbistanden, har OECD / DAC taget forskud på en forventet kommende reform af hele DAC-systemet ved efter årelange forhandlinger at præsenterer det nye rammesæt for, hvad donorlandene må rapportere som udviklingsbistand.

 

De fire nye bemærkelsesværdige regler lyder som følger:

 

  1. Regler for, hvad landene kan bespare gennem udnyttelse af renteforskelle.
  2. Regler for, hvilke konkrete militæremissioner og operationer, der kan gå under udviklingsbistanden.
  3. Overordnede rammer for PSI (Private Sector Investments).
  4. Donorlandets in-donor refugee costs (omkostninger ved modtagelse af flygtninge).

 

Disse regler har været til forhandling længe og blev endeligt vedtaget ved High Level Meeting i OECD / DAC d. 30-31 oktober i år.

 

Regelændringerne kommer som en konsekvens af den trend, der har været på det seneste med at allokere bistanden til lande, som deltagerne ved arrangementet kaldte for ”lande man kan svømme til Europa fra”. Med andre ord, så sker der en større fordeling af penge til den almindelige bistand – altså den der oftest gives til langsigtede udviklingsbistandsprojekter – til at gå til humanitær bistand. Denne bistand går som regel til hjælp i forhold til støtte i flygtningelejre, men også til modtagelse af flygtninge internt i donorlandet. Allokeringen af midler fra den almindelige bistand til den humanitære bistand betyder samtidig, at der bliver et nyt dilemma – nemlig den balanceleg, der skal laves for at finde den helt passende fordeling mellem almindelig og humanitær bistand.

 

Hvad med Danmark?

Dette dilemma er blandt en del af en større identitetskrise, der i øjeblikket finder sted i den danske udviklingsbistand som Adam Moe Fejerskov peger på. Sidste år blev Taksøe-rapporten lanceret og som Fejerskov konstatere, så blev den lagt i graven lige efter fødslen. For få år siden lancerede Danmark et lille antal særlige prioritetslande, som vi ville fokusere udviklingsbistanden på.

 

Netop Danmarks indsnævret bistandsfokus på de udvalgte prioritetslande, var der også en del snak om i Salen på fyraftensmødet. Her især, hvordan det fokus ville efterlade civilsamfundsorganisationerne og deres arbejde. Det blev diskuteret i salen, hvad et henholdsvis bredt og snævert fokus for udviklingsbistanden ville betyde for CSO’ernes indsats. Begge rammer havde hver deres begrænsnigner, som deltagerne belyste. Med det brede fokus ville det gøre monitoreringen og muligheden for at holde regnskab over regingens indsats i de mange lande uoverskuelig svær. Også den snævre udvælgelse af prioritetslande, som er rammen lige nu mødte også kritik, da de snævre rammer betød CSO’erne havde en svagere valgmulighed for, hvilke lande de vil lægge deres fokus i.

 

De danske politikere, har ikke været tomme på forslag, men det større billede, der skal være udgangspunktet for det Danmark skal kendetegnes ved på bistandsområdet mangler. Der er mange uopklarede spørgsmål til det strategiske fokus er for den danske udviklingsbistand – og en del spekulationer om, hvorvidt der vil komme et skift i politikken skulle der ske et regeringsskift ved næste valg?

AidWatch rapporten: Bistand til bistandsdonerne?

CONCORD, civilsamfundsorganisationernes europæiske paraplyorganisation publicerede her i efteråret sin nyeste AidWatch-rapport, der analyserer den europæiske udviklingsbistand i året 2016. Deres konklusion er skræmmende læsning. Til trods for historisk høje udviklingsbistandstal som landene har registret, viser rapporten, at 20 % af de penge, svarende til ca. 112 milliarder kroner, aldrig forlader det europæiske kontinent. Disse penge går til de europæiske landes flygtningemodtagelse og militære missioner. Det er helt i tråd med landenes egne spilleregler for udviklingsbistand som OECD/DAC netop, men det er lige præcis disse rammer som AidWatch-rapporten er stærkt kritisk overfor. Det er ifølge AidWatch-rapporten ren spil for galleriet, at landende registrerer den inflation som udviklingsbistand.

 

Som Mathias forklarede ved arrangementet, viser de høje tal nemlig ikke det helt sande billede af, hvad bistanden reelt bliver brugt til. En stor og stigende andel af midlerne benyttes nemlig ofte til at dække flygtningeudgifter internt i de velhavende lande, samt blandt andet også disse landes militærprojekter med formål at fremme egen sikkerhed. Mange europæiske lande valgt at bruge bistanden til militære operationer, der kan give donorernes regeringer nogle sikkerhedspolitiske points på hjemmefronten, fremfor at hjælpe f.eks. familier med kvinder og børn, som ufrivilligt er fanget midt i konflikten i Mali. Samtidig går der ligeledes f.eks. penge fra at hjælpe et udviklingsland, som Kenya, der huser verdens største flygtningelejr Dadaab med en halvmillion mennesker, til i stedet at støtte en af verdens mest velhavende lande som Danmark med vores modtagelse af flygtninge. Denne udgift er fra 2015 til 2016 steget på europæisk plan med 44% og i Danmark var det en medvirkende årsag til den danske regering kunne annoncere, at Danmark i 2016 gav 0,75% i udviklingsbistand – hvor det i virkeligheden kun er 0.62% af pengene der reelt går til udviklingslandene.

 

AidWatch betvivler om disse allokeringer og bistandsmidler, der er reelt set bliver brugt i donorlandene selv bør kategoriseres som DAC’able udviklingsbistand.

Videre læsning

Til videre læsning er her diverse rapport, samt Power Points slides, der blev brugt i forbindelse med arrangementet:

CONCORD’s AidWatch rapport for udviklingsbistanden i 2016

 

Timbuktu-fondens rapport

 

Mathias' slides

0
0
0
s2sdefault
powered by social2s