De Konservatives udviklingsordfører, Naser Khader kom med en opsigtsvækkende udtalelse i fredagens Kristelig Dagblad.

 

I en artikel omhandlende kritik af Folkekirkens Nødhjælps protest mod Præsident Trumps forbud mod at anvende bistandsmidler til oplysning om prævention og muligheden for abort siger Naser Khader: ”De skal holde sig væk fra den politiske hvepserede for deres eget bedste. For det at tage politisk stilling kan skade deres opbakning fra politikere, medlemmer og støtter.”

 

Er dette en trussel fra Naser Khader til Folkekirkens Nødhjælp? Antyder Naser Khader at Folkekirkens Nødhjælp risikerer at bliver ramt på bevillingerne hvis de tillader sig at gøre opmærksom på konsekvenserne for verdens fattigste af den førte politik?

 

Hvis ikke civilsamfundsorganisationer er opmærksomme på konsekvenserne af den førte politik – i dette konkrete tilfælde den amerikanske politik – ville vi svigte vores mandat, som netop er at tale på vegne af de mennesker, der bliver berørt. Verdens fattigste.

 

Naser Khader fortsætter imidlertid sin advarsel i Kristeligt Dagblad: De [civilsamfundet] skal i stedet bruge deres oplysningsmidler på at formidle deres gode arbejde ude i verden, for det er det, der har betydning for deres indsamlinger og bevillinger.” NGO’er skal altså kun fortælle positive historier. Hvis de er kritiske eller problematiserer forhold i den virkelige verden, så koster det.

 

Desværre er det ikke første gang Naser Khader forsøger at lukke munden på det danske civilsamfund. For godt et år siden problematiserede han i Politiken, at Mellemfolkeligt Samvirke havde gjort opmærksom på konsekvenserne af den danske asylpolitik. Det er altså ikke en finke, der er røget af panden.

 

Den internationale civilsamfundsorganisation, CIVICUS har vist, at over 100 lande i verden – både autoritære og demokratiske – har indskrænket civilsamfundet såkaldte politiske råderum. Det vil sige civilsamfundets mulighed for at ytre sig og i visse tilfælde endda organisere sig. Det er en skræmmende tendens som går stik imod de principper det danske demokrati og velfærdssamfund er bygget på. Her hylder vi det aktive civilsamfund. Ja, vi bryster os sågar af det internationalt.

 

Derfor er det ekstremt farligt, at en repræsentant for et regeringsparti ønsker at melde Danmark i den klub, der vil give civilsamfundet mundkurv på.

 

Vi opfordrer derfor til at regeringen gør klart, at Naser Khaders udtalelser ikke er udtryk for regeringens politik. Vi opfordrer alle Folketingets partier til at stå vagt om det levende og aktive civilsamfund vi har i Danmark. Også selvom det betyder, at man en gang imellem bliver talt i mod. Men det bliver man en gang imellem i et demokrati.



Af Laust Leth Gregersen, forperson for Globalt Fokus.

 

0
0
0
s2sdefault
powered by social2s