Taksøe glemmer, at udenrigspolitik er mere end egeninteresser

Skrevet af Laust Leth Gregersen, forperson for Globlalt Fokus. Kronikken er oprindeligt bragt i Information.

I går præsenterede Peter Taksøe-Jensen sit bud på danske interesser og værdier frem mod 2030. Ifølge regeringens såkaldte udenrigsgransker er Danmarks kerneinteresser Arktis og Østersøområdet, Nato og EU, forebyggelse af migration og flygtningestrømme, vækst i Danmark og sidst (men ikke mindst?) globale løsninger. Rapporten favner så bredt, at ingen glemmes, og ingen er derved rigtig utilfredse. Men Taksøe-Jensen formår desværre ikke at give et egentlig bud på, hvad der vigtigst for Danmark, og hvordan vi skal nå vores mål.

Erhvervslivet er sikkert glade for betoningen af vækst og velstand gennem øget eksport. Forsvaret og militærfolk kan se sig selv i behovet for et stærkt NATO og rapportens fokus på både Arktis og Rusland. Et flertal af Folketinget er enige i, at flygtningestrømme og migration til Danmark skal begrænses. I Globalt Fokus, der repræsenterer de danske civilsamfundsorganisationer, er vi glade for, at behovet for globale løsninger og et regelbaseret internationalt samarbejde anerkendes som en dansk kerneinteresse.

For de udfordringer, vi står overfor, er globale. Hvad enten det er terrorisme, handel, vækst, migration eller sikkerhedspolitik findes både årsag og løsning på globalt niveau. For som et lille åbent land er Danmark mere end nogensinde afhængig af den stabilitet og velstandsfremgang, som skabes gennem fælles løsninger på disse globalt forbundne udfordringer, der kommer til os ‘uden pas’.

Men i Taksøes analyse bliver globale løsninger fremstillet som et supplement til dansk interessevaretagelse – ikke som forudsætningen for dem. Selv om man måske kan fornemme mellem linjerne, at vi skal arbejde sammen med ligesindende, så kan man godt få det indtryk, at internationalt samarbejde er et nulsumsspil. At vi ved at gå sammen med andre får mindre – ikke mere indflydelse. Det er forkert.

Vi skal tro på – og har gennem historien vist – at vi kan skabe en bedre verden, hvis vi tør give noget af os selv til det globale fællesskab. Institutioner som FN og EU er et meget håndgribeligt eksempler. De er vokset ud af en vilje til at skabe fred og velstand i samarbejde mellem magter, der tidligere har stået for historiens mest ødelæggende krige.

Men vi står i den paradoksale situation, at politikere i Vesten i stigende grad vender blikket indad. I USA har Donald Trump uventet stor medvind til en dagsorden, der baserer sig på at vende ryggen til verden og bogstaveligt talt mure sig inde. I Storbritannien er det ikke usandsynligt, at vælgerne vælger at forlade EU og isolere sig på de britiske øer. I Ungarn, Frankrig, Østrig, Tyskland og Norden kommer grænsekontrol og isolationisme højere og højere op på den politiske dagsorden.

En tom værktøjskasse

Samtidig er der intet bud på, hvordan vi skal forfølge vores mål. Dermed er det op til politisk fortolkning, om man skal forfølge målene ved national enegang, i koalitioner af villige partnere eller gennem FN. Med de nuværende politiske strømninger i Europa kan man frygte, at konklusionen bliver, at vi sagtens kan klare det hele selv.

Det er ikke nok at nævne de ting, Danmark skal beskæftige sig med. Der er mange måder at arbejde for have fred og stabilitet på. Rusland har sin måde, USA en anden måde, EU har forsøgt sig med en tredje. Alle mener, at de kæmper for de samme værdier – de samme værdier som Taksøes rapport nævner som særligt danske.

Det handler altså om den verdensorden, vi forsøger at skabe. Og her har Danmark noget særligt at byde ind med. Vi har et levende og stærkt civilsamfund, hvis kerneopgave det er at holde regeringer ansvarlige. At sikre at de lever op til deres forpligtelser.

Civilsamfundet udfordrer regeringsbeslutninger. De principper, vi har anvendt til at gøre vores eget land rigt og stabilt, bør vi også anvende ude i verden. Ikke kun fordi det er ‘rigtigt’, men også fordi det er klogt: Som et lille, åbent land kan vi ikke holde til, at de store tryner de små. Vi har en altoverskyggende interesse i, at der er regler, og at alle følger reglerne. Derfor bør Danmark gå forrest i forsvaret for det globale samarbejde og internationale regler. Om det så er overholdelse af konventioner eller forsvaret for menneskerettigheder. I Danmark og i verden.

Med andre ord: Partnerskaber – ikke enegang – skal ligge øverst i den udenrigspolitiske værktøjskasse. Vi kan kun nå vores mål, hvis vi samarbejder med hinanden og med verden omkring os.

Husk verdensmålene

Målet med Taksøes udredning er at sikre danskernes sikkerhed, velstand og grundlæggende interesser i en tid, hvor den globale magtbalance forskydes, og vi er vidner til ustabilitet og historisk store flygtningestrømme.

For os at se er forudsætningen for at løse de globale udfordringer, vi står overfor, er, at alle får et værdigt liv, uddannelse, sikkerhed, sundhed. Derfor er det så vigtigt, at de 17 verdensmål kommer til at stå centralt i Danmarks udenrigspolitik. De udgør en historisk vision, som kan gøre os til den generation, der udrydder ekstrem fattigdom og stopper klimaændringerne, før det er for sent. Det er derfor, at opfyldelsen af alle prioriteter, som udstikkes i Taksøes rapport, starter og slutter med verdensmålene.

For hvis ikke vi skaber gode job og bæredygtig økonomisk vækst i verdens fattigste lande, så får vi ustabilitet. Hvis ikke vi afskaffer sult, ekstrem fattigdom og ekstrem ulighed, så får vi ustabilitet. Hvis ikke vi passer på kloden, sikrer ligestilling og ansvarligt forbrug, så får vi ustabilitet. Og ustabilitet er lig med krig, flygtninge, migration, terror og alle de andre ting vores politikere prøver at undgå – desværre ved at se indad i stedet for udad.

Danmark kan naturligvis ikke løse alle verdens problemer selv. Og Taksøe lægger da også op til, at vi skal prioritere få opgaver – forhåbentlig fordi det er dér, vi kan gøre den største forskel, og ikke fordi, det er dér, vi kan afsætte flest varer. Vi kan ikke overlade det hele til erhvervslivet.

Men uanset, hvordan vi vender og drejer det, så er forudsætningen for alt, hvad Danmark foretager sig i verden, at vi har stærke globale institutioner, at menneskerettighederne overholdes, at der står respekt om konventioner og international ret. Det er ikke en delprioritet. Man kan ikke sige, at vi på den ene side skal være stærke i Arktis og sideløbende arbejde for globale løsninger. Nej. Globale løsninger er forudsætningen for alt andet. Også i Arktis. Også når vi skal sælge vindmøller og insulin.

Når man prioriterer, er der noget, der er vigtigere end andet. Således også i udenrigspolitikken, hvor respekten for alle menneskers ligeværd og globale løsninger ikke blot er vigtigere end alt andet, men faktisk også forudsætningen for alt andet.

Det står der ikke i Taksøes rapport. Forhåbentligt fordi det er indlysende for alle.

Find Taksøes rapport her.