Hvis vi ikke skaber stabilitet i verdens fattigste lande, risikerer vi, at andre konflikter tvinger endnu flere mennesker på flugt til Europa.

 

Danske og europæiske statsledere gennemsøger i disse måneder desperat deres budgetter for at finde penge til at håndtere de mange tusinde flygtninge, som søger tilflugt for krig og konflikt. I denne søgen er det i stigende grad udviklingsbistanden, som ellers er tiltænkt verdens fattigste lande, der står for skud.

 

Lige nu strander en stor andel af den europæiske udviklingsbistand, som skulle have bidraget til at skabe udvikling og fremgang i udviklingslandene, hjemme i Europa. Men hvorfor er det et problem? Det er det, fordi udviklingsbistanden ikke kun går til verdens fattigste lande for deres blå øjnes skyld. Danmark har tværtimod en utvetydig interesse i politisk og social stabilitet verden over, fordi vi i dag mærker konsekvenserne af globale kriser endnu tydeligere end før.

 

Der er næppe nogen tvivl om, at dansk udviklingsbistand igennem årene har været med til at afværge sociale og politiske kriser, som ville have haft store konsekvenser både der og for os herhjemme.

 

Forbedres leveforholdene ikke i en række af verdens skrøbeligste lande, vil vi potentielt se mindst lige så mange flygtninge fra disse, som vi i dag ser fra Syrien. Det er altså vores vigtigste langsigtede udenrigspolitiske værktøj, vi i dag beskærer med dybt ustrategiske og kortsigtede mål for øje. Problemstillingen skriger på en politisk løsning.

 

Af Adam Moe Fejerskov (Ph.d.-Studerende, DIIS) og Mathias Ljørring (politisk medarbejder, Globalt Fokus).

 

Artiklen er oprindeligt bragt i Politiken d. 17/2 2016. Læs hele indlægget her.

0
0
0
s2sdefault
powered by social2s